Først måtte guldfireren blive hjemme fra World Cup-afdelingen i italienske Varese grundet madforgiftning til et af besætningsmedlemmerne, og nu er den gal med letvægtsdoublesculleren med Mads Rasmussen og Rasmus Quist.
Førstnævnte kæmpede med maveonde i de indledende løb, og det har nu fået de to danskere til at trække sig fra resten af stævnet. Mads Rasmussen måtte kaste op efter opsamlingsløbene.
- Han kunne ikke få den væske, som han havde indtaget inden løbet, rundt i kroppen. Det er super ærgerligt, forklarer Rasmus Quist.
Sæsonen præget af uheld og skader
De to danskere, som vandt guld ved OL i London i 2012, har været ramt af uheld i denne sæson, hvor både skader og sygdom til Rasmus Quist har sat båden tilbage i bestræbelserne på at blive udtaget til VM i Frankrig.
Det er her, de skal sikre billetten til OL i Rio næste år, hvor guldet skal forsvares, og med sygdommen til Mads Rasmussen er det endnu et tilbageskridt for målsætningen.
- Det har ikke været sjovt, og det er stadig ikke sjovt. Vi var i tvivl, om vi skulle tage til Varese, men vi besluttede så at tage afsted, og så bliver vi ramt maveonde, siger Rasmus Quist til DR Sporten.
Trods letvægtsdoublescullerens exit har Damark stadig syv både repræsenteret i semifinalerne lørdag i Varese.
/ritzau/
