Falske frivillige vil gøre livet surt for OL-arrangører og 'sabotere billedet af Macron'

En række franske aktivister har i sinde at melde sig som frivillige til OL for i sidste øjeblik at trække sig igen.

En demonstrant holder et skilt med skriften 'ingen tilbagetrækning, intet OL" under en protest i byen Toulouse. (Foto: © CHARLY TRIBALLEAU, Ritzau Scanpix)

Der er brug for mere end et par enkelte frivillige hænder, når der næste sommer skal afholdes OL i Paris.

Faktisk forventer arrangørerne, ifølge Reuters, at rekruttere op mod 45.000 mennesker til legene i den franske hovedstad.

Men ikke alle, der har sendt en ansøgning om at blive frivillig, har tænkt sig at hoppe i de officielle uniformer og hjælpe til med transport af udstyr, udlevering af mad, og hvilke opgaver der ellers hører sig til.

En flok franskmænd, der går under navnet Saccage 2024, har nemlig meldt sig som frivillige kun med det formål at trække sig igen lige før legenes begyndelse.

Saccage 2024, der på dansk kan oversættes til 'saboter 2024', mener, at legene har negativ indflydelse på miljøet og gavner store virksomheder mere end de lokale. Deres plan om at trække sig som frivillige skal derfor ses som en protest, fortæller et medlem af aktivistgruppen til Reuters.

- Frivilligt arbejde skal være for det fælles bedste, og det er ikke tilfældet for de olympiske lege. Det har ikke et velgørende formål, siger Saccage 2024-medlemmet Arthur, som ikke vil oplyse sit efternavn.

Der var glæde blandt de franske OL-frivillige, da Paris i 2017 blev valgt som værtsby til legene næste sommer. (Foto: © CHRISTOPHE SIMON, Scanpix Denmark)

"Det handler om at sabotere billedet af Macron"

Arrangørerne af næste sommers OL har ifølge Reuters fortalt, at de vil foretage grundige baggrundstjek af ansøgerne, så de kun ansætter dem, der er motiverede til det frivillige arbejde.

Men helt at undgå, at 'falske' frivillige springer fra i sidste øjeblik, bliver ikke nemt. I hvert fald ikke hvis man skal tro Saccage 2024.

Bevægelsen kan ikke sige, hvor mange der har meldt sig som frivillig med det formål at trække sig igen, men i takt med tiltagende protester mod den franske regering og præsident Emmanuel Macron, har gruppen oplevet større og større interesse på sociale medier.

Og det forstår Sebastien Doubinsky, der er lektor i fransk ved Aarhus Universitet, ganske udmærket.

Den stigende interesse i Saccage 2024 skal nemlig ses som en del af protesten mod, at præsidenten trods de mange demonstrationer har holdt fast i sin plan om at hæve pensionsalderen i landet.

- Det er en bevægelse, der siger, at hvis de ikke kan få retfærdighed gennem pensionsreformen, så vil de sabotere OL i Paris.

- Så man prøver at finde andre måder at presse regeringen, og den største måde at presse dem på lige nu, det er det her, siger Sebastien Doubinsky.

I videoen herunder kan du se en række af de voldsomme demonstrationer, der opstod, da den franske regering i marts gennemførte sin kritiserede pensionsplan.

Næste sommers OL bliver i Frankrig betragtet som et prestigeprojekt for præsidenten, fortæller Sebastien Doubinsky.

Men hans popularitet går, ifølge meningsmålinger, stødt ned ad, og politikken, han prøver at føre, "bliver bekæmpet af en stor del af belkningen", fortæller lektoren.

Derfor giver det i hans øjne god mening, at aktivistgruppens popularitet går den anden vej end præsidentens.

- Det er en populær gruppe. For dem handler det om at sabotere billedet, verden har af Macron, siger Sebastien Doubinsky.