Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afviste tidligere i dag russernes anke af udelukkelsen fra De Paralympiske Lege. Det betyder, at ingen russiske atleter kommer med til Rio.
Ruslands Paralympiske Komité havde anket Den Internationale Paralympiske Komités (IPC) afgørelse om at udelukke nationen på grund af de mange dopingproblemer i landet, men fik altså afslag.
Det er en melding, der bliver taget godt imod hos Dansk Handicap Idræts Forbund.
- Vi havde forventet og håbet, at CAS ville bakke om IPC’s beslutning om totalt at udelukke Rusland. Og det har de gjort, hvilket vi er tilfredse med, siger Michael Møllgaard Nielsen, elitechef for Dansk handicap Idræts Forbund til DR.
Han begrunder opbakning til udelukkelsen således:
- Vi har læst doping-rapporten, og det er rystende læsning. Det er i virkeligheden dopingsvindel, som er sat i system; lige fra at ændre positive prøver til negative til at positive prøver er forsvundet, siger han og fortsætter:
- Jeg ved fra vores atleter og trænere, at der har været stor sympati for beslutningen om at udelukke Rusland. Vores atleter bakker op om den, for de ved jo ikke, om deres konkurrenter er dopede.
Flere danskere
Ruslands udelukkelse fra Legene i Rio kan vise sig at komme Danmark til gode. Rusland ville have stillet med 267 deltagere ved para-OL.
Pladser, der nu bliver ledige for andre atleter, heriblandt danske. Danmark har i øjeblikket 15 Rio-klar atleter, men det antal kan blive øget til 20, håber elitechefen.
-De ledige russiske pladser vil blive delt ud på forskellige idrætsgrene og nationer. Vi er i spil denne sammenhæng, men vi har netop fået afgørelsen, så nu afventer vi på en henvendelse fra IPC om mulige kvotepladser til Danmark, siger Michael Møllgaard Nielsen.
- De ekstra pladser kommer nok i de store idrætsgrene som atletik og svømning, hvor russerne ville have fyldt meget, siger elitechefen og håber på fem ekstra pladser.
- I forhold til de indledende snakke, vi har haft, kan vi muligvis hæve antallet af danske atleter til 20. Men vi bliver meget klogere i løbet af eftermiddagen, hvor vi får en henvendelse fra IPC, siger Michael Møllgaard Nielsen.
De Paralympiske Lege finder sted fra 7. til 18. september i Rio.