Peter Rosenmeier: Inddelinger vil altid give diskussioner

Den danske bordtennisspiller ser inddelingerne i klasser ved de paralympiske lege for den bedst mulige løsning.

Ved de paralympiske lege i London i Rio de Janeiro bliver der uddelt over 500 guldmedaljer.

Til sammenligning var antallet af guldmedaljer ved OL i august kun på 307.

Forklaringen på dette skal findes i klasseinddelingen på baggrund af PL-atleternes funktionalitet. I de enkelte idrætsgrene er der derfor flere klasser.

I bordtennis er der eksempelvis 11 klasser – ti klasser, hvor atleterne er opdelt efter deres fysiske funktionalitet og en enkelt klasse for mentalt handicappede.

- Man kan inddele så fair som muligt, men der vil altid være diskussion om det. Vi bliver inddelt efter, hvad for en funktionsevne vi har, og der vil altid være et spænd mellem dem, der fungerer bedst, og dem, der fungerer dårligst.

- Og det vil selvfølgelig oftest være dem, der også fungerer bedst, der også vil være med omkring medaljerne, lyder vurderingen fra bordtennisspilleren Peter Rosenmeier.

Ingen alternativer

Peter Rosenmeier kan nu ikke få øje bedre måder at løse problematikken på end den, som man allerede benytter.

- Jeg vil sige, at det er så fair, som det kan være, uden at vi skal have en klasse hver – som ville være alternativet.

Atleterne møder derfor modstandere med andre handicap end dem selv. Og alle kneb gælder, når konkurrencerne først skydes i gang.

- Vi kører rigtig meget på hinandens handicap. Specielt, når vi er så handicappede, som vi er i min klasse. Hvis ikke vi gør det, så slår de andre en retur og gør det selv, slutter Peter Rosenmeier.