Sophie Walløe sejrer efter dramatisk tredjesæt

Den danske bordtennisspiller vandt sin anden kamp mod tyrkiske Umran Ertis i tre sæt.

Sophie Walløes muligheder for avancement ved de paralympiske lege i Rio de Janeiro lever i bedste velgående, efter at hun i sin anden kamp slog Umran Ertis med 11-4, 11-7 og 16-14.

Efter to relativt overbevisende sæt bed tyrkeren langt bedre fra sig i det højspændte tredjesæt, hvor hun overlevede flere matchbolde.

Ved stillingen 15-14 fik Sophie Walløe dog lukket kampen.

- Det var en rigtig, rigtig god kamp, og jeg er super glad. Jeg var meget nervøs før kampen, fordi det er en spiller, jeg har haft som rival.

- Så jeg er glad for, at den her kamp blev nogenlunde hurtigt overstået, fortæller Sophie Walløe efter sejren.

Sophie Walløe tabte sin første kamp ved PL og er derfor tvunget til at vinde sin sidste puljekamp mod Melissa Tapper fra Australien, hvis hun vil sikre sig avancement til knockoutkampene.

OL-deltager venter

Og australieren må betegnes som favorit i opgøret mod Walløe.

- Der venter mig en spiller, der lige har været til OL, og hun er på papiret bedre end mig, men jeg tror helt sikkert, jeg kan gå ind og overraske.

- Jeg kan gå ind og bruge noget skru og forskellige server, der måske kan snyde hende. Det håber jeg i hvert fald på, vurderer Sophie Walløe.

Sophie Walløe møder Melissa Tapper lørdag kl. 17.20 dansk tid.

I playeren herover kan du se interviewet med Walløe efter sejren over Ertis.