VIDEO Av, for den: Kineser rammer spanier der, hvor det gør allermest ondt

I blindefodboldturneringen ved de paralympiske lege måtte en spansk spiller udgå efter at have fået et knæ i skridtet.

I mændenes blindefodbold-turnering ved PL i Rio de Janeiro mødtes Kina og Spanien fredag.

Kampen var en forholdsvis taktisk affære, der endte med en kinesisk sejr på 1-0 efter en scoring af Wang.

Samme Wang var kort inden sejrsmålet også involveret i kampens dramatiske højdepunkt.

Knæ i skridtet

Den teknisk velfunderede kineser driblede i venstre side og trak ind i banen. På kanten af feltet lagde han an til at sparke på kassen, men lige i afslutningsøjeblikket kom spanieren Javier Muñoz i vejen.

Uden at ane uråd førte Wang benet igennem, men kineseren ramte ikke bolden, men derimod sin spanske modstander lige i skridtet.

Muñoz måtte efterfølgende lade sig skifte ud, men efter at have sundet sig lidt, kunne han igen spille videre.

Se den uheldige episode i playeren herover.