Peter Rosenmeier fortsætter med at rydde al modstand af vejen i bordtennishallen. Det danske medaljehåb er videre til finalen efter en sejr på 3-1 over Hong-Kyu Park.
- Det er megafedt! Jeg tabte semifinalen i London, så jeg ville virkelig gerne i denne her finale, udbryder Peter Rosenmeier lige efter semifinalen.
Nu kan han se frem til sin anden PL-finale i karrieren. Modstanderen bliver spanske Alvaro Varela, der har været Rosenmeiers onde ånd i flere store finaler.
- Det er drømmefinalen for mig, det er mod min værste konkurrent. Jeg har tabt både VM- og EM-finalen til ham de sidste par gange, så jeg satser stærkt på, at det er min tur nu.
Spil og opbakning i særklasse
Rosenmeiers finaleplads var aldrig i fare. Han kom hurtigt foran 2-0 i sæt og lukkede derefter kampen i fjerde sæt. Dermed har Rosenmeier stadig ikke været ude i en femsætskamp ved PL i Rio.
Undervejs i semifinalen var Rosenmeier enormt højtråbende, når han vandt et point. Og det var ikke bare ren og skær glæde – det var også en taktik:
- Det handler om at holde sig selv i kog og ikke at blive tilfreds. Nu er jeg kommet forbi den magiske kvartfinale, og så kan man godt falde lidt ned. Jeg var ikke så nervøs som i går, og det er ikke altid positivt. Derfor forsøge jeg virkelig at holde blodtrykket i gang, og så hjælper det, at man kan ping-ponge med de tre-fire millioner danskere, der sidder deroppe.
Peter Rosenmeier skal spille finale klokken 23.15. Se kampen på DR1.
- Jeg glæder mig til finalen. Det bliver rigtigt fedt.