Walløe brager ind i brasilianer i bronzekamp: Jeg ved hvordan jeg vinder

Bordtennisspilleren Sophie Walløe spiller i aften bronzekamp mod brasilianske Bruna Costa ved PL.

Sophie Walløe har allerede opskriften på bronze.

- Jeg skal prøve at rykke hende væk fra bordet, der er hun ret nem. Hun har det med at trække sig tilbage. Vi har lidt samme spillestil, og hvis jeg kan komme ind og styre spillet først, så er det den taktik, vi kører, siger Walløe.

Den danske bordtennisspiller har noget overraskende spillet sig frem til bronzekampen ved de paralympiske lege, hvor hun møder brasilianske Bruna Costa. En spiller, Walløe aldrig har slået.

- Hun er en rigtig dygtig spiller, der har været i gamet i lang tid. Hun kender sine styrker. Men nu har jeg mødt hende nogle gange, og jeg har ret meget materiale på, hvordan jeg skal spille hende, så jeg glæder mig.

Men selv med en klar opskrift på sejr, bliver det ikke nemt – brasilianerne har en hel nation og en fyldt hal i ryggen:

- Jeg glæder mig til kampen, fordi jeg tror, det bliver super spændende med sådan en kulisse og stemning. På den ene side vil der være brasilianerne, der råber og skriger, og på den anden side den danske support-gruppe.

Brasilianer har mest at tabe

Walløe føler dog, at brasilianeren har mest at tabe. Og det kan være til dansk fordel:

- Hun ligger over mig på verdensranglisten, og hun har slået mig hver gang, vi har mødtes, men jeg er kommet her og leveret overraskelsen, så det har hun imod sig.

Den blot 16-årige Walløe er et kæmpetalent, men at hun har nået bronzekampen ved de paralympiske lege er noget af en overraskelse.

Det giver mig meget selvtillid (at hun er nået så langt, red.), og det prøver jeg også at vise over for modstanderen. Og det gør jeg ved at have næven fuldstændig oppe i fjæset på dem. Ej, men de kan mærke det, og jeg kan selv mærke det – jeg ved, jeg kan spille godt, hvis jeg går ind og tror på mig selv.

Walløes bronzekamp spilles klokken 23.45 dansk tid og vises på DR3.