De skulle være lettet fra Paris onsdag klokken 13, men i stedet blev det til en overnatning på et lufthavnshotel.
Derfor befinder to af Danmarks deltagere ved vinter-OL i Pyeongchang, Laila Friis-Salling og Casper Dyrbye, sig i lidt af en kamp mod tiden for at nå frem til åbningsceremonien i Pyeongchang.
Torsdag morgen, efter knap et døgns forsinkelse, så det dog ud til at missionen om at komme i luften skulle lykkes, men den planlagte boarding blev igen udsat, og derfor befinder de danske atleter sig stadig på landjorden i Paris.
- Det er da lidt frustrerende at blive forsinket, man går jo og stresser over, om vi kan nå frem til åbningsceremonien. Det er frustrerende og brandærgerligt, hvis vi går glip af det. Det kan jo være en once in a lifetime, så vi vil gerne have det hele med, siger Casper Dyrbye, der sammen med Laila Friis-Salling har tre timers transport til Pyeongchang fra Seoul, hvor de lander.
Casper Dyrbye skal første gang i konkurrence den 18. februar, hvor det gælder storslalom. Derefter er næste konkurrence den 22. februar i slalom.
Laila Friis-Salling er freestyle-skiløber, og stiller op i disciplinen halfpipe. Hun skal i aktion den 19. februar.