DET BEDSTE FRA OL-DAGEN Mageløs franskmand skriver historie

Ingen er over, ingen er ved siden af Martin Fourcade i Frankrigs olympiske historie, efter at skiskytten i dag vandt sin femte OL-medalje.

Der går ikke en dag ved OL, uden vi er vidner til spændende afgørelser og vanvittige olympiske præstationer.

Derfor kan du også i dag se frem til en lang række højdepunkter fra de forskellige konkurrencer, som vi løbende opdaterer herunder.

Norge i kvartfinalen efter drama

De norske ishockey-mænd leverede et fornemt comeback, da de mødte Slovenien i playoff-kampene ved OL.

Slovenerne bragte sig ellers foran i første periode, da Jan Urbas fik pucken i mål. Anden periode sluttede uden scoringer, mens Tommy Kristiansen i tredje periode fik udlignet for nordmændene.

Derfor skulle der overtid til. Her scorede Alexander Bonsaksen til slutresultatet 2-1, og dermed kunne nordmændene juble over at have kvalificeret sig til en olympisk kvartfinale.

Her venter en svær opgave i form af de russiske atleter fra Rusland.

Vanvittig afgørelse på kvindernes 3000 m stafet

De kvindelige skøjtekvinder leverede et stort drama, da guld sølv og bronze skulle fordeles på den korte bane.

Sydkorea kørte først over målstregen, men undervejs var en af de koreanske kvinder væltet og havde dermed forhindret Canada og Kina i at lave et rent skifte.

Derfor endte afgørelsen på dommerbordet, og dommerne nåede en kontroversiel konklusion: Kina og Canada blev diskvalificeret.

Sydkorea kunne dermed juble over guldet, mens Italien snuppede sølvet. Og så kunne Holland, som ikke var blandt de fire startende hold i finalen, snuppe bronzen på grund af Kina og Canadas diskvalifikation.

Holland vandt i øvrigt b-finalen og satte samtidig verdensrekord - en tid cirka fire sekunder hurtigere end den koreanske vindertid.

Mesterlige Fourcade skriver historie i skiskydning

Martin Fourcade er i en klasse for sig.

Han løb sidste tur for Frankrig under dagens mix stafet i skiskydning, og til trods for at han skulle lukke et stort hul op til tyske Arnd Peiffer, var der ingen slinger i valsen: Martin Fourcade smadrede konkurrenterne og sikrede dermed franskmændene den samlede sejr.

På det tyske hold blev Arnd Peiffer den store skurk. Tyskerne førte ellers klart, da Peiffer skulle ud på sidste tur, men med to katastrofale skydninger smed han det hele.

Tyskerne endte helt uden for podiet, mens Norge og Italien kunne juble over henholdsvis sølv og bronze.

Med guldmedaljen blev Martin Fourcade den mest vindende franskmand nogensinde ved et OL. Det var hans femte guldmedalje i alt. De tre af dem er vundet i Pyeongchang.

Danske curlingherrer taber igen igen

De danske curlingholds præstationer ved OL har ikke været prangende.

Og i dag var det så herrernes tur til at indkassere endnu et nederlag. Japan var modstanderen, og selvom slutresultatet 4-6 måske giver indtryk af en tæt kamp, haltede Rasmus Stjerne og co. efter i det meste af opgøret.

Dermed har Danmarks herrer vundet to ud af de første otte kampe ved OL.

Onsdag stempler de ud ved legene med et opgør mod Canada.

Tysk magtdemonstration i nordisk kombineret

Det tyske trekløver Johannes Rydzek, Fabian Riessle og Eric Frenzel var i det helt grådige humør, da mændene i dag afgjorde nordisk kombineret.

I disciplinen starter atleter med et skihop på den store bakke, hvorefter 10 km langrend venter.

Det var ellers japaneren Akito Watabe, som kunne starte først på de afgørende kilometer i langrend. Han var bedste mand efter skihoppet, og startede derfor med et forspring i langrendssporene.

Men han og resten af feltet måtte sande, at tyskerne ganske enkelt var for stærke.

Tyskland og Finland videre til kvartfinalerne

I løbet af eftermiddagen blev de sidste kvartfinalister i den olympiske ishockey turnering for mænd fundet.

Tyskland og Schweiz mødtes i en gyser, som først fandt sin afgørelse i overtid.

Leonhard Pfoderl og Yannic Seidenberg lavede målene for tyskerne, mens Simon Moser scorede for Schweiz.

De sydkoreanske værter var på en svær opgave mod Finland, og finnerne bragte sig da også helt som forventet foran med 3-0.

Koreanerne formåede dog at skabe spænding i kampen ved at reducere til 3-2 til stor begejstring for hjemmepublikummet.

Det fik dog Finland til at stramme garnet med to yderligere scoringer til slutresultatet 5-2.

Dermed ser kvartfinalerne ud som følger:

- Sverige-Tyskland

- Canada-Finland

- Olympiske Atleter fra Rusland-Norge

- Tjekkiet-USA

I nat skal der uddeles medaljer i alpint styrtløb for kvinder og ski cross for mænd, og samtidig skal begge de danske curlinghold også i aktion.