Hvad får man ud af at dope sig i curling? En sport, hvor teknik og finføling med stenene, når de skal sendes afsted på det glatte underlag, umiddelbart virker som de vigtigste egenskaber.
Det er det helt store spørgsmål, som store dele af den internationale sportsverden i dag sidder med, efter at russeren Alexander Krushelnitskiy er blevet taget for brug af det forbudte stof meldonium.
Men det er faktisk ikke så mærkeligt.
Forestillingen om, at curling er en sport, hvor man nærmest kan gå direkte fra gaden og spille sig til internationalt topplan med en bodega-muskel på slæb, var måske engang gældende, men i dag er sporten helt anderledes krævende. Det vurderer DR Sportens curlingkommentator Bo Jensen, der selv spillede på topplan i mange år og blandt andet var med ved vinter-OL i Vancouver for otte år siden.
- Engang var det hyggecurling - en interesse, hvor man kunne komme langt. Efter kampene var det okay at sætte sig ned og få en øl med modstanderen, også selvom det var internationale stævner. Men det ser man slet ikke mere. Nu har spillerne fuld fokus på deres egne præstationer.
En tendens i sporten
Det fysiske aspekt af sporten er blevet vigtigere. Curlerne er fokuserede på træning og kost i en helt anden grad en tidligere.
- Det er en tendens i sporten. Jo længere vi kom i min karriere, kunne jeg mærke, at de andre strammede op, så det måtte vi også gøre. Og den mængde, vi trænede dengang, er ingenting, i forhold til den mængde de træner i dag. Der er fysiske træningspas hver dag.
Tag nu for eksempel den norske kaptajn Thomas Ulsrud. I kalenderen Men of Curling i år viser han sin veltrænede krop frem i et i øvrigt spøjst setup, hvor resten af det norske landshold mere eller mindre påklædt slanger sig omkring et påskefrokostbord, som du kan se her.
Fysikken er vigtig for Ulrud, det er viser billedet i kalenderen med al tydelighed.
Dåbsattesten fik for nogle år siden Ulsrud til at fokusere på at holde sin krop i så god form som mulig for at forlænge sin karriere.
I 2010 førte han nordmændene til sølvmedaljer ved OL i Vancouver, og fire år senere guidede han holdet til sejr ved verdensmesterskabet. Og at Ulsrud i dag i en alder af 46 år stadig er kaptajn for det norske landshold er et vidnesbyrd om, hvor langt man kommer ved at holde sig toptrimmet.
Derfor undrer det heller ikke Bo Jensen, hvis nogen – som russiske Alexander Krushelnitskiy ser ud til at have gjort – forsøger at skyde genvej og bruger præstationsfremmende midler, der styrker fysikken og dermed også bringer curlerne i bedre stand til at tackle sportens udfordringer.
- Nu er det et par år siden, at jeg selv var med på eliteniveau, og dengang var der ikke de samme krav til at være toptrimmet, som man ser curlerne være ved vinter-OL. Specielt herrecurlerne er toptrimmede. Fejningen er blevet et stærkere våben i curling, og der spiller styrken jo ind.
- Og så kræver det en hel masse at være klar oppe i hjernen. Det er en intervalsport, der minder om skiskydning, hvor de løber hårdt i løjpen og i det næste øjeblik skal de skyde med fuld koncentration. I curling er man ude at feje, og lige efter skal man så ned og sætte en sten og være koncentreret, så der er noget fokus, der skal afstemmes.
Mere eksponering
Curling var første gang med på OL-programmet i 1998. Siden er eksponeringen af sporten vokset og vokset, og Canada – der går for at være sportens hjemland – bliver de fleste store kampe tv-transmitteret.
Sponsorkronerne er samtidig blevet større, og historien om curlingens vej fra en slags alle-kender-alle-idrætsgren til en professionel sport er blevet en realitet.
- Ved alle store internationale mesterskaber er der tv på, og der ser det jo bedre ud at være nogle store stærke fyre. Og hvis man ser skarpere ud, så er man skarpere, og så leverer man resultaterne, og så er det nemmere at hive sponsorkroner ind, der gør det muligt for udøverne at dyrke deres sport professionelt, siger Bo Jensen.
Hvis Krushelnitskiy bliver endegyldigt dømt for at have brugt doping af den internationale olympiske komité, kan det få konsekvenser for de 168 russere, der ved vinter-OL stiller op under neutralt flag.
I yderste konsekvens kan det ende med, at russerne ikke får lov til at gå ind til OL’s afslutningsceremoni med det russiske flag, hvilket ellers er planen.