Russisk OL-bobslædekører erkender brug af doping

Nadezhda Sergeeva afleverede en prøve med spor af det ulovlige stof trimetazidin.

Nadezhda Sergeeva (th) har erkendt, at hun har forbrudt sig mod reglerne om brug af doping. (Foto: © Arnd Wiegmann, Scanpix)

Den russiske bobslædekører Nadezhda Sergeeva har erkendt, at hun har forbrudt sig mod reglerne om brug af doping.

Det skriver Den Internationale Sportsdomstol (CAS) i en pressemeddelelse.

I Sergeevas prøve var der spor af stoffet trimetazidin, der blandt andet bruges imod brystsmerter, og som er på listen af forbudte stoffer.

Anden russiske dopingsag

Hun afleverede prøven uden for konkurrence 18. februar. Hun var tidligere på ugen i aktion i bobslæden, hvor hendes tomandshold fik en 12.-plads. Men nu er hende og makkeren, Anastasia Kocherzhova, blevet diskvalificeret.

Sergeeva er desuden blevet smidt helt ud af vinter-OL.

Sergeevas positive prøve blev offentliggjort fredag og var den anden positive prøve fra en russisk udøver ved vinterlegene i Pyeongchang.

Tidligere blev den russiske curlingspiller Alexander Krushelnitsky taget for doping, og han måtte efterfølgende aflevere sin medalje.

Russerne deltager ved vinter-OL under olympisk flag, fordi Ruslands Olympiske Komité (NOC) officielt er udelukket.

Inden søndagens afslutningsceremoni skal Den Internationale Olympiske Komité (IOC) beslutte, om den officielle udelukkelse skal ophæves, så russerne får lov at bære russiske flag ved afskedsmarchen.

/ritzau/