De to amerikanske svømmere Gunnar Bentz og Jack Conger havde ellers sat sig til rette i et fly med kurs mod USA, da brasiliansk politi valgte at tilbageholde dem.
Tilbageholdelsen skyldes en episode under dette års OL, hvor de to svømmere – sammen med holdkammeraterne Ryan Lochte og James Feigen - ifølge egen forklaring blev udsat for et væbnet røveri.
- De lokale myndigheder frigav dem med en forståelse af, at de torsdag vil fortsætte deres samtaler om hændelsen, har talsmand for den amerikanske olympiske komité Patrick Sandusky udtalt.
- James Feigen kommunikerer også med de lokale myndigheder og vil torsdag også komme med yderligere udtalelser omkring hændelsen.
Tilbageholdelsen af de amerikanske svømmere skete, samme dag som en brasiliansk dommer udstedte ordre om, at hverken Lochte eller Feigen måtte forlade landet, da de skulle afhøres i sagen.
Ryan Lochte rejste dog allerede tilbage til USA mandag.
Politi tvivler på forklaringer
Sagen har allerede fra begyndelsen været omgærdet af mystik.
Da rygterne om røveriet først spredte sig, afviste en talsmand fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at de fire svømmere havde været udsat for røveri.
Senere gik den amerikanske olympiske komité dog ud og bekræftede rygterne.
Svømmerne havde været til en fest hos Frankrigs olympiske hold lørdag aften, og i taxaen på vej hjem til deres eget hotel, blev de standset af røvere, som var klædt ud som politi, lød forklaringen.
Til den amerikanske tv-kanal NBC’s ’Today show’ forklarede Ryan Lochte selv, hvordan de fire svømmere blev beordret ned på jorden og også havde fået sat en pistol for panden. Herefter fik svømmerne stjålet penge og punge.
Ryan Lochte har dog efterfølgende ændret sin forklaring. Blandt andet skulle røverne ikke have sat pistoler mod svømmernes hoved – i stedet pegede de bare i retningen af dem, skriver The Guardian.
Derudover har Lochte forklaret, at røveriet fandt sted, efter at de havde gjort et stop ved en benzinstation for at bruge toiletterne.
Svømmeren afviser, at røveriet skulle være opdigtet, men brasiliansk politi stiller dog spørgsmål ved, om det nogensinde har fundet sted.
For det første viser videooptagelser angiveligt, at de alle var hjemme klokken 7 om morgenen lokal tid, og ikke klokken 4, som svømmerne selv har forklaret.
Derudover er der ifølge politiet ikke nogen beviser på, at røveriet har fundet sted, ligesom svømmernes egne forklaringer ikke stemmer overens.
Ryan Lochtes far, Steve Lochte, siger dog til nyhedsbureauet AP, at der ikke er nogen tvivl om, at hans søn blev udsat for et røveri.
- Hvorfor ville nogen opdigte noget?, spørger han.
- Det er bare latterligt.
