Ingen over og ingen ved siden af. Usain Bolt er verdens hurtigste mand.
På atletikstadionet i Rio viste Bolt endnu en gang, at han kan det der med at løbe rigtig stærkt. Uden besvær satte han sine nærmeste konkurrenter, og tabte kun til den verdensrekord, så han brændende gerne ville have slået, da han tog guldet på 200 meter.
Nu har Bolt vundet otte guldmedaljer i streg, og guld ved tre olympiske lege. Han har vundet alt.
I 2008 blev du et idol. I 2012 blev du en legende. Hvad er du nu?
- Nu er jeg udødelig. Jeg elsker det ord. Jeg sætter mig selv på en piedestal, og jeg arbejder hårdt for at komme hertil, så jeg er meget stolt af mig selv, siger Bolt til DR Sporten.
Bolt vandt suverænt 200 meter-disciplinen for næsen af canadiske Andre De Grasse og franske Christophe Lemaitre, og efterfølgende tog han sig tid til at dele ud af sine hemmeligheder.
- Jeg kommer aldrig til en konkurrence uden selvtillid. Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg glæder mig altid, siger Bolt, der understreger, at dette bliver hans sidste OL.
- Jeg ville gerne have guld ved tre lege i træk, og det er også derfor, at jeg stopper efter disse lege, for så forsvinder motivationen nok, siger Bolt, inden han sender en samba-hilsen til sine danske fans.
Se interviewet med Usain Bolt i toppen af denne artikel. Se hans finaleløb herunder: