Den russiske whistleblower Yuliya Stepanova, der medvirkede til at afsløre det omfattende, statskontrollerede dopingbrug i Rusland, har opgivet at komme til at deltage ved legene i Rio.
To gange har hun opfordret Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at give hende en OL-billet, så hun kunne stille op som neutral atlet, som hun tidligere var blevet lovet som en tak for sit detektivarbejde.
Det ønske har IOC - til trods for Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har sagt, at de ikke må udelukke Stepanova, blot fordi hun er tidligere dopingdømt - ikke valgt at imødekomme, og nu vil Stepanova ikke bruge flere kræfter på sagen.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er skuffede over, at IOC vendte det blinde øje til de risici, som Yuliya tog ved at udstille den systematiske dopingsnyd i Rusland.
- Ved at benægte Yuliya en plads i den olympiske konkurrence sender det et signal om, at antidopingreglerne og de olympiske værdier blot er tom snak, lyder det i en erklæring fra Stepanova-lejren.
Atletikudøveren ønskede at stille op under det olympiske flag i 800 meter løb.
/ritzau/
