En af de største præstationer i dansk atletiks historie stod Sara Slott Petersen for, da hun i nat dansk tid sikrede sig en sølvmedalje i kvindernes 400 meter hæk ved OL i Rio.
Den store præstation gjorde, at Sara Slott Petersen havde mere end svært ved at falde i søvn efter løbet.
- Jeg lukkede ikke et øje i nat. Tankerne har kørt, kørt og kørt. Det har været fedt og dejligt, men nu glæder jeg mig til at få et håndgribeligt bevis - det havde lige været prikken over i’et, hvis jeg havde fået medaljen med hjem i går, lyder det fra Sara Slott Petersen, der altså først får sølvmedaljen om halsen ved en medaljeceremoni natten til lørdag dansk tid.
Sara Slott Petersen skrev sig ind i historiebøgerne som den første danske kvinde, der vinder en OL-medalje i en løbedisciplin. Personligt betyder den bedrift dog ikke det store for den 29-årige løber.
- Men det kan måske gøre det nemmere for folk udefra at forstå, hvor svært det er at komme til tops i atletik. Men for mig betyder det ikke så meget - jeg ønsker bare, at dansk atletik får så mange medaljer som overhovedet muligt.
Siden gårsdagens løb har hende telefon bimlet og bamlet med diverse lykønskninger fra familie, venner og fans på sociale medier.
- Det er meget overvældende at få tilsendt alle de billeder af folk med bittesmå øjne, der ser atletik midt om natten, bare fordi jeg skal løbe. Min telefon har fået lidt stress, men om et par dage begynder jeg at trevle mig igennem det hele.
- Men det er sindssygt fedt at komme fra et land, hvor der er så stor opbakning til én, siger en taknemmelig Sara Slott Petersen.