Poul Slott-Bruuns puls var lidt højere end normalt, da han i nat i sit hjem i Højbjerg i Aarhus sad og så sin datter Sara gøre sig klar i startblokkene til OL-finalen i 400 meter hækkeløb.

- Men jeg får ikke ondt i maven, ligesom Saras mor har tilbøjelighed til - hun kan næsten finde på at vende sig om, når Sara løber, fordi hun slet ikke kan holde ud at se løbet, fortæller han.

- Jeg følger med i detaljer - jeg er nok lidt nørdet og er ret hurtig til at finde ud af, når hun fejler - og det gjorde hun også i nat.

- Sara trippede lidt lige før tiende hæk - hun ryger ned i fart, og det var spørgsmålet, om hun kunne holde andenpladsen hele vejen hjem, siger Poul Slott-Bruun.

- Vi var meget nervøse, da vi så Sara gå ned i fart, og jeg tænkte: 'Satans også - hun kan ikke holde det der.'

- Men så så jeg, at hun begyndte at tage rigtig lange skridt og accelerere - og så var jeg godt klar over, at Sara godt kunne holde dem bag sig.

Hvor stort er det her for Sara?

- Det er ubeskriveligt stort - det er det, hun har arbejdet på i femten år, siger Poul Slott-Bruun.

- For tretten år siden sagde hun til TV, at hendes mål med sin atletik var at nå en OL-finale.

Hvordan bliver det som far at se sin lille pige stå på skamlen med en OL-sølvmedalje om halsen ?

- Det bliver vildt. Vi har jo lige prøvet noget, der næsten svarer til det. Vi var nede at se Sara i Amsterdam for fem uger siden, hvor hun blev europamester.

- Tårerne løb, og det hele rystede i kroppen, da dannebrog gik til tops, og vi kunne se, at Sara var hammer-rørt over medaljen.

- Jeg tror, det samme vil ske senere i dag, hvor hun i Rio skal have sin sølvmedalje oppe på skamlen, forudser den stolte far.