VIDEO Fordømmelse af publikums behandling af franskmand: Chokerende, uacceptabelt, skamfuldt

Renaud Lavillenie blev buhet ud af det brasilianske publikum. Nu hagler krikken ned over brasilianerne.

Det skulle have været en lykkelig stund. En fejring af fire års slid kulminerende i en OL-sølvmedalje.

Men da den franske stangspringer Renaud Lavillenie besteg medaljeskamlen for at modtage sin sølvmedalje, blev han mødt med massive buhråb og en skinger pibekoncert fra det brasilianske publikum på atletikstadionet i Rio.

https://twitter.com/airlavillenie/status/765752233652785152

Den sølvvindende franskmand forsøgte at holde masken, men blev så chokeret, at han ikke kunne holde tårerne tilbage, og bagefter måtte han trøstes af den brasilianske guldvinder Thiago Braz og stangspring-legende Sergei Bubka, der er vicepræsident i IAAF, det internationale atletikforbund.

Præsidenten for IOC, Thomas Bach, har i et tweet i skarpe vendinger fordømt de brasilianske tilskueres opførsel.

- Chokerende opførsel af publikum at buhe af Renaud Lavillenie på medaljeskamlen. Uacceptabelt ved et OL, skriver Thomas Bach.

https://twitter.com/iocmedia/status/765721416973115392

De brasilianske tilskueres reaktion mod franskmanden bunder, i at han var den brasilianske stangspringers og senere guldvinders værste konkurrent i selve konkurrencen om OL-medaljerne.

Det gjorde, at de brasilianske tilskuere buhede af ham i finalen, mens franskmanden kvitterede med en demonstrativ nedadvendt tommelfinger.

Se klip fra finalen, hvor publikum buhede af Lavillenie i videoen.

Og efter finalen kritiserede Lavillenie publikum og sammenlignede deres opførsel med nazisternes behandling af Jesse Owens ved OL i Berlin i 1936. En kritik, franskmanden senere hen har undskyldt for, men som ikke gik ubemærket hen i Rio.

https://twitter.com/airlavillenie/status/765437191438860288

Alligevel var det en chokeret Renaud Lavillenie, der udtalte sig til fransk tv efter medaljeceremonien.

- Det er ubehageligt, og jeg ville ikke ønske den oplevelse for andre. Det er en total mangel på fair play. Det påvirkede mig, for jeg følte fjendtligheden fra publikum, og vi dyrker en sport, hvor sådan noget ellers aldrig sker, sagde franskmanden.

https://twitter.com/iocmedia/status/765720379935555586

Mange har taget afstand til det brasilianske publikums behandling af Renaud Lavillenie. Atletik-legenden Michael Johnson var klar i mælet på BBC.

- Publikum skulle skamme sig. Det var ikke et OL værdigt. Renaud er virkelig blevet såret, sagde Johnson, mens den britiske langdistanceløber Paula Radcliffe udtrykte sin mening på Twitter:

- Det er helt forkert. Jeg skammer mig over atletik-publikummet. I kan hylde jeres egne atleter, så meget I vil, men I skal altid respektere de andre atleter, skrev hun.

Rio-legenes talsmand, Mario Andrada, var også ude med en fordømmelse på arrangørernes vegne:

- Som borgere i Brasilien og sportsfans mener vi ikke, at det at pibe af atleter er den rette attitude, selv ikke hvis det er en finale, og en brasilianer har chancen for at slå en verdensmester, siger Andrada.

- Vi vil intensivere vores dialog med de brasilianske fans gennem de sociale medier for at sikre, at vi som fans opfører os på den rette måde uden at miste passionen for sport, siger Mario Andrada.