En lodtrækning i øst og vest, siger DR Sportens badmintonkommentator Henrik Fallesen. For da alle navne var blevet trukket op af bowlen ved dagens lodtrækning til OL i badminton, er der både gode og dårlige nyheder for de danske spillere.
- Viktor Axelsen har fået en lidt udfordrende gruppe. Det burde dog ikke være noget, der bringer ham i problemer. Til gengæld har han fået en super vej mod semi-finalen, hvor han kan rende ind i den 2. seedede kineser, Chen Long, som så til gengæld vil give ham en meget skarp modstand, vurderer Henrik Fallesen.
Jan Ø. Jørgensen derimod. Han har fået sig en meget nem gruppe, men kommer danskeren videre fra denne, venter der ham meget hård modstand.
- Lin Dan, den dobbelte OL-mester, venter i en eventuel kvart-finale, og skulle han være så god at vinde den, så er det formentlig verdensetteren, Lee Chong Wei, der venter i en semi-finale, og ellers er det Viktor Axelsen eller Chen Long, der venter i en finale, siger Henrik Fallesen.
Uforudseelige doubler
Billedet af de to herre-singler gentager sig også for de danske badmintonspillere, når det kommer til både dame-, herre- og mixdouble. Værst er det dog helt klar gået ud over Joakim Fischer og Christinna Pedersen, forklarer Henrik Fallesen.
- De må sidde og tage sig til hovedet og tænke, hvordan i himlens navn alt det uheld kunne overgå os. De er seedet blandt de fire topseedede par, og de har fået den værste af alle grupper. Det bliver virkelig svært for dem. De er stadig seedet bedst i den gruppe, de er i, men det er alle spiller fra top-15 i verden, de møder, fortæller DR's badmintonkommentator.
Kigger man på Mathias Boe og Carsten Mogensens chancer, forklarer Henrik Fallesen, at det er svært at vurderer de to spilleres niveau, efter deres come-back. Et come-back som de fornyligt fejrede med en sejr i US Open.
- De har fået en fin lodtrækning. En af de bedste de kunne få. De skal videre fra den her gruppe, og derefter kan alt dybest set ske for dem, fordi vi ved ikke endnu, hvor gode de er, når de bliver matchet mod de bedste par i verden.
I dame-doublen ser det yderst vanskeligt ud. Christinna Pedersen og Camilla Rytter Juel skal spille op til deres allerbedste, hvis de skal gå videre fra deres gruppe.
- De er seedet som nummer seks og skal blandt andet møde nummer fem og nummer syv på verdensranglisten. Derfor er der en alvorlig risiko for, at de ikke kommer videre fra gruppespillet, hvis ikke de rammer det formniveau, de plejer at have, fortæller Henrik Fallesen.
Medaljer stadig muligt
Selvom de danske medaljehåb har fået en blandet lodtrækning, ser Henrik Fallesen stadig muligheder for at få en medalje - måske to - med hjem fra legene i Rio, men da der først bliver trukket lod til doublernes knock-out-kampe efter gruppespillet, er det svært at forudse, hvilke chancer de danske spillere har.
- Det er svært at vurdere, fordi vi endnu ikke kender lodtrækningen for vores doubler, men Viktor Axelsen ligner en mand, der har i hvert fald har kurs mod en semi-finale. Hans lodtrækning er så gunstig for ham, at han skal sjuske meget med sit spil, hvis ikke han skal nå frem til en semi-finale, fortæller Henrik Fallesen.
- På forhånd regner vi med, at de kan vinde en enkelt medalje og muligvis også to, men lodtrækningen i de her grupper gør, at det bliver meget svært at opnå.
