Hold op, hvor var det spændende, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl spillede sig i OL-finalen. Danskerne var foran med 20-15 i tredje og afgørende sæt, men først ved stillingen 20-19 vandt de det afgørende point.
Semifinalen mod I semifinalen mod Yuanting Tang og Yang Tu fra Kina endte 21-16, 14-21, 21-19.
- Det er vist det, man kan kalde en god, gammeldags gummiarm. Det var armen, der sejlede rundt. Og ved 19-20 sagde vi bare, nu tager vi den fandme. Det skulle vi have sagt noget før, men det var nerver. Og tanken om at medaljen lå lige for næsen af os, det er en tanke man ikke kan undgå, siger Kamilla Rytter Juhl lige efter kampen.
Efter sådan en omgang er der åbenbart kun én ting at gøre:
- Jeg fatter det nærmest ikke. Jeg tror, jeg kommer til at tude resten af dagen, siger Kamilla Rytter Juhl, mens Christinna Pedersen følger op.
- Ha ha! Det plejer hun altid at gøre.
Se hele interviewet med den lykkelige damedouble øverst i artiklen.
Det er for vildt
Danmark vandt første sæt, og efter et tabt andet sæt var danskerne i front i hele andet sæt.
- Vi spiller en rigtig god kamp i dag. Det er første gang, vi får skovlen under de her to. Hvilken kamp – det var en vigtig en. Jeg har godt nok svært ved at fatte mig. Det er for vildt, siger Christinna Pedersen.
Det er den fjerde olympiske badmintonfinale med dansk deltagelse, men som nævnt den første i damedouble.
Indtil nu er det blevet til en enkelt guldmedalje og to sølvmedaljer.
Nu kommer Pedersen og Rytter Juhl til at vinde enten guld eller sølv - og dermed sikrer de den niende danske medalje ved OL 2016.
Finalen spilles torsdag og vises på DR1. Danskerne skal møde topseedede Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan.