Viktor Axelsen spillede fremragende badminton, da han lørdag eftermiddag vandt i tre sæt over den dobbelte OL-guldvinder, kinesiske Lin Dan i bronzefinalen ved OL i Rio.
Axelsen har imponeret stort under den olympiske badmintonturnering, hvilket IOC-medlem og tidligere OL-guldvinder, Poul-Erik Høyer, også har lagt mærke til.
- Han er noget ud over det sædvanlige. Han er et unikum og meget, meget seriøs, siger Poul-Erik Høyer.
Ifølge OL-guldvinderen fra OL i Atlanta i 1996 var Viktor Axelsen en overgang så seriøs med sin sport, at det gik ud over spillet på banen.
Men de dage er ovre.
- Man kan se på ham, at han er ved at finde ud af "sådan skal jeg træne, sådan skal jeg leve, og sådan skal jeg spise for at vinde OL-guld".
- Han er en stor spiller, og jeg glæder mig til at se ham de næste mange år som spydspids for Danmark i herresingle, siger Poul-Erik Høyer.
Store ord fra en badmintonlegende til en måske kommende legende.
Se interviewet med Poul-Erik Høyer i videoklippet øverst i artiklen.