VIDEO Dyb skuffelse hos dansk medaljedouble

Det ser svært ud for Christinna Pedersen og Joachim Fischer, der tabte til britisk par.

De danske medaljekandidater i mixeddouble Joachim Fischer og Christinna Pedersen er kommet i uvejr ved OL i Rio.

Parret tabte i dag i en spændende dyst 19-21, 24-22, 17-21 til det britiske par Chris Adcock og Gabrielle Adcock.

Danskerne vandt deres første kamp i går og skal nu besejre kineserne Xu Chen og Ma Jin i den sidste kamp for at komme videre til kvartfinalerne.

Men spillet har lagt fra været optimalt for de to danske topspillere.

- Vi er meget skuffede. Vi rider desværre lidt videre fra i går, hvor der ikke var så meget rytme. Men i dag var modstanden markant bedre, og jeg er ikke tilfreds, lød det fra en skuffet Christinna Pedersen.

Stærke kinesere venter

Makkeren Joachim Fischer erkendte, at parret ikke var helt ovenpå.

- I starten havde jeg en god fornemmelse, men vi tabte initiativet og kom i defensiven, forklarede Fischer.

I den sidste gruppekamp venter et stærk kinesisk par danskerne.

- Lige nu skal vi sluge den her. Vi er langt fra, hvor vi egentlig gerne vil være. Og i morgen bliver det ikke ikke mindre svært af, at der står to kinesere på den anden side, som vi altid spiller tætte kampe mod. Men jeg kan med garanti sige, at når vi vågner i morgen, er vi klar, og vi vil gøre alt for at komme videre, sagde Christinna Pedersen.

Danskerne vandt bronze ved OL i London for fire år siden. Dengang vandt Xu Chen og Ma Jin sølv.

I damesingle fik Line Kjærsfeldt en rigtig god OL-debut, da hun vandt 21-9, 21-8 over finnen Nanna Vainio.

I den anden gruppekamp får danskeren dog anderledes modstand, når verdensmesteren Carolina Marin fra Spanien venter. Vinderen går videre fra gruppen.

Se interviewet med Christinna Pedersen og Joachim Fischer her: