VIDEO Jan Ø. er videre ved OL efter sejr over franskmand

Jan Ø. Jørgensen er videre til ottendedelsfinalerne ved OL efter en sejr over Brice Leverdez på 21-11 og 21-18

Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen er sikkert videre i til ottendedelsfinalerne ved OL i Rio.

Danskeren slog sikkert franske Brice Leverdez, der blev banket ganske overbevisende med 21-11 og 21-18.

Jan Ø. Jørgensen styrede kampen totalt, og verdensranglistens nummer fem gav aldrig sin modstander ro. Der blev spillet både langt og kort, og Leverdez var hele tiden presset i defensiven.

Den tidligere topspiller Peter Gade, der er fransk landstræner, forsøgte at komme med input til Leverdez, der er nummer 39 på ranglisten.

Det hjalp kortvarigt i begyndelsen af andet sæt, hvor Jan Ø. Jørgensen var bagud 3-9. Leverdez begyndte at få lidt tro på tingene og knyttede næverne i jubel, de gange han vandt en tæt duel.

Det var nu en stakket frist, for Jan Ø. Jørgensen indhentede franskmanden ved 13-13, og efter en lille stillingskrig frem til 18-18, sagde danskeren au revoir.

Op og ned for danskerne

Sejren betyder, at Danmark har to herresingler med videre til turneringens næste fase, der begynder mandag. Tidligere på søndagen spillede Viktor Axelsen sig videre til knald-eller-fald-kampene.

De to danskere har sikkert vundet deres to gruppekampe i Rio.

Værre er det gået for Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble samt Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen i mixeddouble. De to konstellationer blev søndag slået ud af OL-turneringen.

I ottendedelsfinalen møder Jan Ø. Jørgensen den niendeseedede inder Srikanth Kidambi.

/ritzau/

Se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen og interview med Jan. Ø. Jørgensen herunder: