Fortrøstningsfuld Lasse Norman: Jeg forbedrer mig i morgen

Den danske banerytter kom flyvende fra start og vandt de to første discipliner i Omnium, inden han endte sidst i søndagens sidste disciplin.

24-årige Lasse Norman Hansen fik en blandt åbning på sit titelforsvar i omnium ved OL i Rio.

Han var forrygende i den første disciplin, scratch, som han endte med at vinde. Men det skulle blive endnu bedre for danskeren.

I anden disciplin satte Lasse Norman nemlig olympisk rekord i 4000 meters forfølgelsesløb i tiden 4 minutter og 14,982 sekunder. En rekord, der tidligere tilhørte Lasse Norman Hansens store idol, Bradley Wiggins.

Men måske havde danskeren brugt for mange kræfter i forfølgelsesløbet. I hvert fald blev han elimineret som den første i udskilningsløbet.

Dermed ligger Lasse Norman Hansen samlet nummer seks inden mandagens tre sidste discipliner.

- Jeg var nok gået for dybt i forfølgelsesløbet. Jeg havde ikke overskud til at styre, og det vidste jeg fra starten. Men at jeg skulle ende sidst, det kom også lidt som en overraskelse for mig, lød det fra en fattet Lasse Norman.

Favoritdiscipliner cykles mandag

Men den danske OL-guldvinder fra London er sikker på, at han kommer tilbage i klassementet, når medaljerne uddeles mandag.

- Som det ser ud nu, så ligger jeg sekser - men kun med få point op til guldet, så jeg er stadig fortrøstningsfuld.

- Der er to discipliner, som jeg rigtig godt kan lide i morgen, så jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke op i klassementet igen, lød det selvsikkert fra det danske medaljehåb.

I morgen skal Lasse Norman dyste i 1000 meter på tid, 250 meter flying lap og 40 km. pointløb.