Ny skuffelse for Amalie Dideriksen

Banerytteren Amalie Dideriksen begyndte tirsdagen som nummer fire, men det har to sidstepladser lavet om på.

Amalie Dideriksen er faldet langt tilbage. (Foto: © Matthew Childs, Scanpix)

Cykelrytteren Amalie Dideriksen har tirsdag leveret to sidstepladser i omnium-konkurrencen ved OL i Rio.

Dermed har hun langt op til medaljer inden sidste disciplin, som er pointløbet senere tirsdag.

Hun blev først nummer 18 og sidst i 500 meter på tid, og danskeren gentog desværre bedriften i omgang på tid.

Dideriksen leverede ellers en god førstedag mandag, hvor hun efter de tre første discipliner lå på en fjerdeplads.

Pointløbet begynder klokken 22.05 dansk tid. Realistisk kan Dideriksen i bedste fald komme op på en syvendeplads.

For et døgn siden vandt landsmanden Lasse Norman Hansen bronze i herrernes omnium.

/ritzau/