Danske Lasse Norman Hansen, der vandt OL-guld i omnium i London i 2012, har gang i et fremragende titelforsvar.
Søndag aften vandt den 24-årige dansker vandt indledningsvist den første disciplin, scratch.
Senere fulgte den regerende OL-guldvinder op med også at vinde 4000 meter forfølgelsesløb, hvor tiden 4 minutter og 14,982 sekunder ikke kun var næsten to sekunder hurtigere end nummer to, Mark Cavendish.
Tiden er også olympisk rekord, en rekord som tidligere tilhørte briten Bradley Wiggins.
I scratch forsøgte Lasse Norman Hansen sig tidligt med et udbrud sammen med Mark Cavendish, men duoen blev hurtigt indhentet af feltet.
Senere havde danskeren mere held med sig, da han sammen med den tyske VM-sølvvinder Roger Kluge hentede en omgang på det øvrige felt.
Lasse Norman Hansen sikrede sejren, da han oversprintede tyskeren i den afsluttende spurt.
I det individuelle forfølgelsesløb knuste danskeren alle konkurrenter, så han samlet fører med 80 point.
Roger Kluge er nummer to med 72 point, mens Mark Cavendish er nummer tre med 68 point.
Senere søndag nat dansk tid venter udskilningsløbet.
Lasse Norman Hansen har tidligere ved årets OL vundet en bronzemedalje sammen med Danmarks banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb.
/Ritzau/