Det blev heller ikke i nat, at de danske svømmere vandt en medalje ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Så selv om svømmekonkurrencerne først slutter natten til lørdag, hvor Lotte Friis blandt andet er med i 800 meterfinalen, tyder alt på, at Danmark for anden gang i træk ikke vinder en OL-medalje i svømning.
Inden OL kom Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund med en officiel udmelding om, at Danmark skulle vinde 10 medaljer ved Legene, og at man forventede, at medaljerne ville komme i svømning, kajak, roning, badminton, håndbold, cykling, sejlsport og brydning.
Flere skuffelser
Svømmerne kommer altså næppe til at bidrage til medaljehøsten. Men Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Mie Ø. Nielsen er ikke de eneste, der ikke har levet op til forventningerne. Også i andre sportsgrene har der været danske medaljekandidater, som ikke har klaret sig så godt.
De to både med henholdsvis Anne Lolk/Juliane Elander og Mads Rasmussen/Rasmus Qvist kom i går eksempelvis ikke videre til finalerne i roning. Og så var der håndboldlandsholdet, der i aftes tabte 24-27 til Kroatien, men som stadig lever i OL-turneringen.
Men kan Danmark stadig nå at vinde 10 medaljer? Ja, det kan stadig lade sig gøre.
Danmark har allerede vundet to medaljer, og herunder kommer jeg med et i mine øjne meget realistisk bud, hvordan det skal lykkes at få 10 medaljer i hus.
Sejlsport (2 medaljer) Alle danske sejlere er endnu ikke kommet i aktion. Men her er der gode chancer for at vinde mindst to medaljer. Af dem, der har været på vandet, er Anne-Marie Rindom i Laser Radial det bedste bud på en guldmedalje, mens Jonas Høgh-Christensen i Finjolle stadig kan vinde en medalje. Og så har Danmark i 49'er-klasserne hos både mænd og kvinder oplagte medaljemuligheder. Men de har altså ikke været i aktion endnu.
Cykling (2) Holdet i 4000 meter forfølgelsesløb havde i går overraskende den næsthurtigste tid af alle. I aften begynder medaljestriden så, og det kan sagtens blive til en lidt uventet medalje. Lasse Norman Hansen, som er med på holdet, er også et godt bud i Omnium, hvor han er regerende mester. Og så kan Annika Langvad vinde en medalje i mountainbike. Samlet kan det sagtens blive til tre medaljer.
Den første medalje er allerede kommet i hus, idet Jacob Fuglsang lørdag overraskende vandt sølv i landevejsløbet.
Badminton (2) De danske spillere kom først i aktion i går. Danmark er ikke favorit i nogen af de fem discipliner, men der er mange gode muligheder for at vinde minimum en bronzemedalje. Viktor Axelsen i herresingle og Joakim Fischer/Christinna Pedersen er to af de bedste bud på medaljevindere.
Roning (1) Den ene medalje er allerede sikret. Letvægtsfireren sikrede sig nemlig sølv i går. Der er stadig et par danske både tilbage, men ingen af dem er oplagte medaljekandidater.
Kajak (1) René Holten Poulsen er Danmarks største guldhåb, og han kommer med sikkerhed til at vinde medalje, medmindre noget går helt galt.
Brydning (1) Mark O. Madsen har vundet flere VM-medaljer, men endnu ikke en OL-medalje. Han er ikke guldfavorit, men han har særdeles gode chancer for at komme på podiet.
Skydning (1) Torben Grimmel, der vandt sølv helt tilbage ved OL i 2000, har været forrygende indtil nu i år, og rammer han sit topniveau, ligner han en medaljevinder. Han er med i kvalifikationen i eftermiddag. Skeetskytten Jesper Hansen skal ligeledes i aktion for første gang i dag, og han kan også vinde en medalje.
Udover de nævnte sportsgrene har Danmark også chancer for at komme på medaljeskamlen i andre sportsgrene. Herrelandsholdet i håndbold kan stadig nå top 3, og Sara Slott er en outsider i kampen medaljerne i 400 meter hæk.
Ender Danmark med at vinde 10 medaljer, hvilket vil være en mere end ved OL i London i 2012. Kun tre gange har Danmark vundet 10 medaljer eller mere ved et OL - senest i 1948.
Herunder kan du komme med dit bud på, hvor store Danmarks chancer er for at nå 10 medaljer!