Mark O. Madsen sikrede søndag aften Danmark den syvende OL-medalje, da han snuppede sølvet efter et finalenederlag til russeren Roman Vlasov i brydernes 75 kg.-klasse.
En medalje, der muligvis kunne have været vekslet til en af guld, hvis den Internationale Olympiske Komité (IOC) havde fulgt Det Internationale Dopingagentur WADAs anbefalinger og udelukket samtlige russiske atleter fra legene i Rio de Janeiro.
Mark O. Madsen var efter finalenederlaget ikke meget for at deltage i debatten om de russiske atleters deltagelse.
- Jeg har ingen indflydelse på det. Jeg forholder mig til, at russerne er med. Jeg har den største respekt for Vlasov. Jeg synes, at han er en fantastisk bryder og en fantastisk sportsmand.
Du kunne ikke forestille dig, at Vlasov en dag bliver testet positiv?
- Det er spekulationer. Det er vigtigt at holde fast i, at alle er uskyldige indtil andet er bevist. Jeg kan kun forholde mig til, at han ender øverst på podiet. Jeg har en stor sympati for ham, og jeg synes, han er en stor sportsmand.
Ond ånd
Roman Vlasov har flere gange stået i vejen for den danske bryder ved internationale mesterskaber – senest i VM-finalen i 2015.
- Jeg ville gerne have vippet ham i dag og gjorde, hvad jeg kunne for at rive op i skaden ved hans øje, men vi blev stoppet. ’No boxing’ blev der råbt derinde. Jeg ved ikke, hvad det var for en fesen dommer, lød det fra en smågrinende Mark O. Madsen.
Trods finalenederlaget til den stærke russer var Mark O. Madsen ovenud tilfreds med indsatsen ved OL i Rio, der var hans tredje af slagsen efter tidlige exits i både Beijing i 2008 og London i 2012.
- Havde jeg holdt fast i madrassen, så havde han også løftet den. Taktikken var at sætte ham under pres, så han kom ned først, men sådan gik det desværre ikke. Men det har været en god dag, sluttede den danske sølvmedaljevinder.
