Dagens danskere i OL-ilden: Håndboldherrerne kæmper mod Slovenien og Axelsen jagter semifinale

Legenes 12. dag byder også på golf med dansk deltagelse, og så skal de danske BMX-ryttere i aktion.

De danske håndboldherrer kan spille sig i OL-semifinalen med en sejr over formstærke Slovenien. (Foto: © Marijan Murat, Scanpix)

Tirsdag vandt Anne-Marie Rindom en bronzemedalje i kvindernes Laser Radial. Dermed sikrede hun Danmarks niende medalje ved OL i Rio.

Og da damedoublen, bestående af Kristinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, tirsdag spillede sig i OL-finalen, har Danmark allerede nået sin officielle målsætning om at vende hjem fra Rio med ti medaljer.

Men der er stadig mulighed for mere dansk metal. Et af de tilbageværende medaljehåb er badmintonspilleren Viktor Axelsen, der onsdag skal forsøge at spille sig i semifinalen i herresingle-turneringen.

På den anden side af nettet står britiske Rajiv Ouseph, der ligger nummer 15 på verdensranglisten. Selv er danskeren nummer fire i verden. Så muligheden for dansk avancement er bestemt til stede.

Også de danske håndboldherrer kan spille sig ind i kampen om medaljer, når de onsdag møder Slovenien i kvartfinalen.

Danmark har traditionelt haft et godt tag på slovenerne, der dog har imponeret stort under OL med fire sejre ud af fem mulige.

Herunder får du det fulde overblik over de danske atleter, der skal dyste onsdag.

12:30: Golf – kvindernes indledende runde

De to kvindelige golfspillere, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, tee’er ud på deres første golfrunde ved OL i Rio onsdag.

Følg de to danskere i aktion fra klokken 12.30 på TV 2 Zulu.

14.51: Kajak – kvindernes single, 500 meter, indledende

Emma Aastrand Jørgensen skal ro sit indledende heat i kvindernes single på 500 meter-distancen onsdag.

Se, hvordan hun klarer sig på TV 2 fra klokken 14.51. En eventuel semifinale med dansk deltagelse roes klokken 15.41 – og kan ligeledes ses på TV 2.

16.00: Badminton – kvartfinale, herresingle

Den danske herresingle Viktor Axelsen har imponeret alt og alle under OL, hvor han har vist prøver på sit store repertoire.

I kvartfinalen møder Viktor Axelsen britiske Rajiv Ouseph, der ligger nummer 15 på verdensranglisten. Selv er danskeren nummer fire i verden.

Følg Viktor Axelsens kamp for en plads i semifinalen fra klokken 16.00 på DR1.

18.30: BMX – kvindernes seedningsløb

OL-debutanten Simone Tetsche skal for første gang i OL-ilden, når der dystes i kvindernes seedningsløb i BMX.

Følg Simone Tetsche fra klokken 18.30 på DR3.

19.34: BMX – mændenes seedningsløb

OL-debutanten Niklas Laustsen skal for første gang i OL-ilden, når der dystes i mændenes seedningsløb i BMX.

Følg Niklas Laustsen fra klokken 19.34 på DR3.

22.00: Håndbold – Danmark-Slovenien, kvartfinale

De danske håndboldherrer skal onsdag forsøge at spille sig i en OL-semifinale – Hvilket ikke lykkedes for de danske håndboldmænd i Beijing i 2008 eller i London i 2012.

Modstanderen er Slovenien, som Danmark traditionelt har et godt tag på, men de hurtige slovenere har spillet overbevisende under OL med fire sejre ud af fem mulige.

Følg Mikkel Hansen og co. på DR 1 fra klokken 22.00.