OL-landsholdet efter 0-4 nederlag: Vi blev tromlet over

Det danske OL-landshold er videre til kvartfinalen til trods for 0-4 nederlag mod Brasilien.

- Vi blev smadret.

Sådan lød den kontante vurdering fra OL-landsholdets højreback Mikkel Desler efter 0-4 nederlaget til OL-værterne fra Brasilien.

Et resultat der dog var nok til en kvartfinaleplads, da Sydafrika og Irak spillede 1-1.

- Det er en meget blandet følelse lige nu. Jeg er selvfølgelig stolt over, at vi er har formået at gå videre fra puljen – det er godt gået, og vi har arbejdet hårdt for det, men vi blev smadret i dag, siger Mikkel Desler til DR Sporten.

Og Mikkel Desler har en travl aften i Salvador, hvor han stod over for Neymar.

- Kampen var sindssyg svært. Vi holder ikke bolden ret meget mere end fem sekunder ad gangen, og når de har bolden hele tiden, så skal de jo skabe chancer – det kan vi ikke stå imod konstant. Det var en svært kamp.

Også Lasse Vibe stod tilbage med en underlig smag i munden efter kampen, men nu skal der ses fremad mod kvartfinalen.

- Det er kæmpestort at være i en OL-kvartfinale. Nu skal vi møde Nigeria, som også er et godt hold, men de burde være til at tale med. Jeg tror og håber på, at det bliver en lige kamp mod Nigeria, hvor vi med lidt magi får det mål, vi skal bruge.

Se de to landsholdspillere beskrive den underlige følelse, OL-landsholdet stod tilbage med efter at have tabt 0-4, men samtidig kvalificeret sig til kvartfinalen.