DIF-formand: Kan være enkelte russiske atleter der kommer til OL

Niels Nygaard forventer en kollektiv udelukkelse, men nogle atleter kan slippe udenom.

Niels Nygaard håber, at alle russiske atleter bliver hjemme fra OL. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, håber på en kollektiv udelukkelse af alle russiske OL-atleter, men han ser en mulighed for, at der er enkelte, der alligevel får lov til at komme afsted.

Som IOC's regler er lige nu, er det op til de enkelte idrætsgrene, at løse problemerne og det gør, at enkelte russere muligvis stiller op uanset IOC's afgørelse.

- Jeg håber det faktisk ikke. Men der kan være enkelte idrætsgrene, der ikke mener, der er problemer i deres idræt, og så kan eller vil IOC ikke skride ind, siger Niels Nygaard.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) udskød i dag afgørelsen om russernes deltagelse til på torsdag, da man afventer en afgørelse fra den internationale sportsdomstol, CAS.

- Der er en masse juridiske poblematikker, så det er ikke så enkelt. Men jeg håber stadig, at alle russiske atleter udelukkes fra OL, siger Niels Nygaard.

Han forventer, at der opstår en situation, hvor de fleste russere må blive hjemme fra OL.

- Jeg er sikker på, at sportsdomstolen vil sige, at det er i orden med en kollektiv udelukkelse. Og jeg tror, de fleste idrætsgrene vil følge atletikken, som har udelukket alle, siger Nygaard.