Om mindre end en måned vil hele verdens opmærksomhed være rettet mod Rio de Janeiro i Brasilien, når OL bliver skudt i gang den 5. august.
Men alting er ikke fest og forventningens glæde inden den store sportsfest, viser en ny rapport fra organisationen Human Rights Watch. Rapporten, der hedder ”Good Cops are Afraid”, tegner et grumt billede af korruption og vold i landets politikorps.
Rapporten konkluderer, at cirka 8000 mennesker er blevet dræbt af politiet i delstaten Rio de Janeiro i det seneste årti, og sidste år mistede 645 personer livet af samme årsag. En femtedel af alle drab i byen Rio sidste år var politidrab.
- Cirka 8000 dræbte i det seneste årti er et afsindigt stort antal. Vi har dokumenteret mange tilfælde, hvor drabene i realiteten var henrettelser, siger César Muñoz, der er senior researcher i Human Rights Watch.
Planter våben og ødelægger beviser
Politiet selv hævder, at de kun dræber i selvforsvar mod kriminelle, siger de mere end 30 betjente, som Human Rights Watch har interviewet.
- Politifolkene skjuler altid de egentlige omstændigheder. De planter våben og stoffer på ofrene, eller de skræmmer vidner. En anden kendt metode er at køre den afdøde på hospitalet og påstå, at de har forsøgt at redde ofret. På den måde ødelægger de bevismaterialet på gerningsstedet og gør det meget sværere for kriminalteknikerne at fastslå, hvad der er sket, siger César Muñoz.
Men hvorfor i alverden slår politiet folk ihjel i noget, som Human Rights Watch kategoriserer som henrettelser? En del af svaret er korruption.
Bander kontrollerer dele af byen
- Korrupte politifolk dræber narkohandlere, hvis der opstår uenighed om betaling. Senere vil de hævde, at der var skudvekslinger, og at de skød i selvforsvar, siger César Muñoz.
- Der er mange stoffer i delstaten, og dele af Rio er kontrolleret af kriminelle bander. Helt bogstaveligt – for politiet er slet ikke til stede. Mange penge er i omløb, og en stor del af dem bruges til at bestikke politiet med. Den eneste måde, man kan løse problemet på, er ved at efterforske sagerne og stille de ansvarlige for en domstol.
Noget er der dog sket. For siden Brasilien ansøgte om at blive vært for OL, lovede landet også at iværksætte tiltag, der på længere sigt skulle forbedre den offentlige sikkerhed i Rio. Anklagemyndigheden har oprettet en enhed, der skal efterforske forbrydelserne, men der sidder blot fem anklagere i enheden – og de har mange drab at efterforske.
- Enheden skal styrkes. Vi har også anbefalet, at man udstyrer betjente med kameraer på uniformerne. I de få tilfælde, hvor der er rejst tiltale, har det ofte været på grund af videomateriale. En nabo, der har filmet en betjent, som planter en pistol eller henretter en. Video kan være et meget effektivt bevismateriale, siger César Muñoz.