Selv om den amerikanske målmand Hope Solo ikke spillede nogen stor rolle i kvartfinalen mod svenskerne her til aften dansk tid. Så har hun alligevel fået tilranet sig flere mediers opmærksomhed.
Heriblandt svenske Expressen.
Svenskerne spillede 1-1 mod amerikanerne i ordinær og udvidet spilletid. Og udover det mål Stina Black scorede på Hope Solo, så man ikke meget til målmanden, da det var småt med afslutningerne fra svenskernes side.
Først da de to hold skulle i straffesparkskonkurrence, kom temperamentet op i Solo.
- De spillede som en flok kujoner
I femte og sidste runde sendte svenske Lisa Dahlkvist bolden forbi Hope Solo, der gik før tid, og dermed sendte sit hold ud af de olympiske lege.
Men det resultat var langt fra fortjent ifølge Solo:
- Det bedste hold vandt ikke. Vi var det bedste hold, og jeg synes, de svenske spillere spillede som en flok kujoner, siger hun til Expressen.
- Det er ikke respektfuld overfor spillet. De ville ikke spille flot fodbold, og det blev en fysisk kamp. De fik kampen præcis, som de ville, lød det.
- Jeg tror ikke, de når langt
I semifinalen skal Sverige møde enten Australien eller Brasilien. Men uanset hvem svenskerne skal kæmpe om finalepladsen med, mener Solo ikke, at svenskerne kan slå dem:
- Jeg tror ikke, Sverige når ret langt. Men de gik videre, og vi skal hjem, men det var ikke det bedste hold, der vandt.
Den svenske landstræner Pia Sundhage har ikke meget til overs for den dårlige taber.
- Hun skal hjem, og jeg er i Rio, siger Sundhage.
Hope Solo forklarer til Expressen, hvorfor hun pludselig skiftede sine handsker ved slutningen af spillet, mens Lisa Dahlkvist stod og ventede ved straffesparkspletten.
Solo sagde, at det ikke var for at psyke modstanderen, men fordi båndet på handsken var gået i stykker.
Mens hun skiftede handskerne, holdt hun Dahlkvist på pinebænken.
- Det er så langt fra fair play, når det kommer fra en verdenklassespiller som Solo. Men så var det godt, at det var overfor Dahlkvist, der bare tager det med et smil og sender bolden i mål. Det er det bedste ved fodbold - at det ikke kan betale sig at lave sådanne dumheder, siger Pia Sundhage.