Havde Niels Frederiksen fået en krone for hver spiller, der har meldt afbud til OL, så havde han været en holden mand. Søndag meldte Nicolai Poulsen fra med hjernerystelsen, og mandag måtte afløseren Asger Sørensen så også takke nej.
Den danske OL-landstræner har dermed taget hul på træningen i Brasilien med en trup på sølle ni mand, inden de sidste støder til. Men afbuddene ryster ikke Frederiksen, der tror på sine spillere.
- Vi har store forventninger til os selv, og vi mener stadig, at vi har et fint hold og vil rigtig gerne præstere. Det tror vi på, at vi kan. Men man skal ikke forvente mirakler og sambabold. Det er nogle andre dyder, vi skal spille på, og det vil prøve at løse.
Ganske fortrøstningsfuld
Det danske OL-landshold havde første træning i går, og i dag fortsætter holdet så med at forberede sig. Men Niels Frederiksen har dog kun ni spillere til rådighed i træningen, inden resten af holdet flyver til Rio.
- I går arbejdede vi meget med de offensive positioner i forhold til Brock-Madsen og Lasse Vibe, ogi dag skal vi arbejde på vores opspil med de forsvarsspillere, vi har: Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Kasper Larsen, Eddi Gomes. Vi forbereder os med fuld fart, og jeg synes faktisk, det går udmærket. Jeg er egentlig ganske fortrøstningsfuld.
AaB og OB spillede mandag Superliga-kamp, og fra de to hold tager nu i alt fire spillere til Brasilien og støder til Frederiksens tropper.