Inden Brasilien-Danmark: Ingen frygt for nyt 'Maracanazo'

De brasilianske fodboldfans ser ikke et tidligt exit og dermed en ny national blamage som en mulighed inden opgøret mod Niels Frederiksens tropper.

(© DR Sporten/Scanpix)

Brasilien har været vært for VM-slutrunden to gange i historien. Og begge gange er det endt med ydmygende nederlag, der har prentet sig dybt ind i den kollektive brasilianske hukommelse.

Onsdag kan det danske OL-landshold så føje endnu et smertefuldt nederlag til den fodboldgale nations selvforståelse.

I tilfælde af en dansk sejr og muligvis også uafgjort, så må de brasilianske hjemmebaneyndlinge og favoritter nemlig forlade den olympiske fodboldturnering allerede efter gruppespillet.

Det er dog ikke noget, at de brasilianske fodboldfans anser for værende en reel mulighed.

- Jeg er godt klar over, at vi kan ryge af turneringen, hvis vi taber til Danmark. Det ville være et tredje Maracanazo. Men det kommer ikke til at ske. Brasilien skal nok vinde – det er jeg helt overbevist om, lyder det selvsikkert fra Marcelo Wajnberg, da jeg møder ham i den olympiske by i Rio de Janeiro.

Marcelo Wajnberg (t.v.) føler sig overbevist om, at Neymar & co. nok skal slå Danmark. (© DR Sporten)

- Brasilien har skuffet stort indtil videre, men jeg tror, at spillerne rykker sammen, nu hvor de er under pres.

- Og så er det en ny kamp på et nyt stadion, og forhåbentlig melder Neymar sig ind i turneringen nu, slutter Wajnberg, inden han venligt stiller op til et billede sammen med sin kone og deres to børn.

Det nationale traume

Brasiliens første traumatiske nederlag på den største scene af dem alle fandt sted i 1950.

Brasilianerne havde hjemmebane under VM-slutrunden og var storfavoritter til at snuppe titlen. Værterne skulle blot vinde eller spille uafgjort i den sidste kamp mod undertippede Uruguay for at løbe med VM-pokalen.

På trods af en brasiliansk 1-0-føring leverede spillerne fra Uruguay sensationen, da de for øjnene af 200.000 vantro tilskuere på Maracana sikrede sig en 2-1-sejr og dermed det eftertragtede Jules Rimet-trofæ.

Nederlaget var for brasilianerne så smertefuldt, at det efterfølgende er blevet et helt begreb – 'Maracanazo' - som nu er en del af fortællingen om det moderne Brasilien.

Ydmygelsen

For to år siden inviterede Brasilien så igen hele verden til fodboldfest, og her spillede et middelmådigt brasiliansk hold sig frem til semifinalen i Belo Horizonte, hvor Tyskland ventede.

Og denne gang endte det med en regulær ydmygelse af de brasilianske værter.

Tyskerne gjorde som det passede dem, og efter en 5-0-føring ved pausen affærdigede de senere verdensmestre Brasilien med de voldsomme cifre 7-1.

Felipe Garcez De Queiroz (i midten) nævner blandt andet Gud som en af årsagerne til, at Brasilien nok skal gå videre. (© DR Sporten)

Endnu et gigantisk hak i den fodboldgale nations selvforståelse. Og med reference til VM-traumet fra 1950 er nederlaget mod tyskerne også blevet døbt 'Mineirazo' efter delstaten, hvor Belo Horizonte er hovedstad.

Nu har Brasilien så igen indbudt hele verden til fodboldfest – denne gang i et lidt mindre målestok, nemlig den olympiske fodboldturnering.

Men med udtagelsen af superstjernen Neymar har man fra brasiliansk side signaleret, at man vil vinde den olympiske turnering for første gang og dermed vaske en lille del af pletten fra nederlaget til tyskerne af selvforståelsen.

Brasiliansk selvsikkerhed

Efter to skuffende målløse Brasilianske kampe kan træner Niels Frederiksens danske mandskab onsdag aften lokal tid fuldende den helt store overraskelse og sende værterne ud allerede efter puljespillet.

Danmark topper inden opgøret gruppen med fire point efter to kampe, mens Brasilien og Irak ligger side om side med hver to point. Sydafrika ligger sidst med et enkelt point.

- En dansk sejr kunne godt udløse et nyt Maracanazo, men det kommer ikke til at ske. Jeg tror, at Brasilien vinder 1-0. Det kan godt være, at Neymar ikke har spillet godt, men vi har også Gud med os, lyder det fra en grinende Felipe Garcez De Queroz, da jeg møder ham og hans familie.

- Vi er en lille smule nervøse, men vi frygter ikke at blive slået ud, slutter han.

Silvio Delmonaco (t.v.) med to venner i den den olympiske park. (© DR Sporten)

Heller ikke Silvio Delmonaco, der er ude og se OL med to af sine venner, ser et tidligt brasiliansk fodboldexit for sig.

- Brasilien skal nok vinde. Også selvom stjerner som Neymar, Gabriel Jesus og Gabriel ikke spiller med hjertet i den her turnering. Men vores hold skal spille godt, hvis Danmark skal besejres.

Frygter du ikke endnu et Maracanazo mod Danmark?

- Nej. Jeg tror som sagt, at Brasilien nok skal køre den hjem, slutter Silvio Delmonaco.

Danmark møder Brasilien i sin sidste gruppekamp i nat kl. 03.00. Du kan se kampen på DR1, hvor der er optakt fra kl. 02.40.