De vil blive blæst bagover af brasilianerne både på og uden for banen.
Når Danmark i nat møder Brasilien i den afgørende gruppekamp ved OL, er det med et presset brasiliansk landshold med Neymar i spidsen, der skal have en sejr og med et fodboldgalt publikum på 50.000.
- De kommer til at satse hele butikken de første 45 minutter, siger landstræner Niels Frederiksen og fortsætter:
- Jeg tror de kommer ud med stor aggressivitet og meget fremadrettethed i deres spil, hvilket de egentlig også har gjort i de to første kampe, men det er klart, de må lægge noget ekstra på, siger landstræneren.
- De har ikke leveret på resultatsiden i forhold til det, man havde forventet i de to første kampe, så der bliver drøn på, men det glæder vi os til at forsøge at stå imod, siger Niels Frederiksen.
Risikerer exit
Brasilien har med to point i to kampe ryggen mod muren, mens Danmark har fire point på førstepladsen i gruppen.
Begge hold risikerer at ryge ud af turneringen, men det omvendte kan også blive tilfældet alt efter resultat af gruppens anden kamp mellem Irak og Sydafrika.
Men presset fra tilskuerne og fra brasilianerne på banen er noget, det danske hold ser frem til.
- Selvfølgelig kommer vi en heksekedel i starten af kampen, og det skal vi gerne forsøge at komme ud af. Men så kender vi jo også publikum nogle gange; hvis det ikke kører for hjemmeholdet, så kan de vende sig lidt imod dem, og det vil ikke gøre os noget, hvis de gør, siger Frederiksen.
- Ja, det glæder vi os til. Det bliver dejligt at mærke den kulisse og atmosfære, for det er også med til at give det ekstra i forhold til at vinde en fodboldkamp, siger han.
Danmark møder Brasilien i sin sidste gruppekamp i nat kl. 03.00. Du kan se kampen på DR1, hvor der er optakt fra kl. 02.40.