0-0 mod Irak i åbningskampen ved OL. Det blev resultatet for det danske fodboldhold ved OL, så var det egentlig godt eller skidt?
- Det er et fornuftigt resultat. Jeg tror ikke, man kan sige, om det er godt eller skidt, men det er et resultat, vi godt kan leve med. Vi havde også vurderet på forhånd, at stod det 0-0 efter 80 minutter, så ville vi ikke satse hele butikken, siger landstræner Niels Frederiksen, der havde gjort det klart for sine spillere, at det var vigtigt at få point.
- Den første kamp er meget vigtig - det er i hvert fald vigtigt, at man ikke taber den. Men det er klart, at vi skal have et højere ambitionsniveau i spillet med bolden. Der er vi ikke dygtige nok, siger Niels Frederiksen, der nu skal forberede sit hold på de kommende kampe mod Sydafrika og Brasilien, der spiller senere torsdag aften.
