Uro i Nigerias trup før kvartfinale: Truende strejke og et forsvar i ruiner

Danmarks modstander i OL-kvartfinalen har ikke haft den bedste optakt.

Angiveligt er det en månedlang træningslejr i USA, der er stridens kerne. (Foto: © Miguel Schincariol, Scanpix)

Nigerias OL-landshold i fodbold har ikke haft den bedste optakt til mødet med Danmark i kvartfinalen lørdag.

Landstræner Samson Siasias udvalgte har været strandet i en fremmed lufthavn på vej til Brasilien. De har kæmpet med skader og store nederlag. Men som om det ikke skulle være nok, lurer en spillerstrejke nu på at rive holdet fra hinanden.

Det skriver i hvert fald Africanfootball.com, der ifølge 'pålidelige kilder' kan fortælle om en lønstrid mellem OL-spillerne og det nigerianske fodboldforbund.

- De har truet med ikke at spille kvartfinalen mod Danmark lørdag, hvis ikke de får den løn, de har krav på, siger den unavngivne kilde, der ifølge Africanfootball.com er 'tæt på holdet'.

Angiveligt er det en månedlang træningslejr i USA, der er stridens kerne. Her mener spillerne ikke, at de har modtaget den løn, de har krav på.

Men det er skudt helt ved siden af, siger Salomon Dalung til CNN. Han er sports- og ungdomsminister i Nigeria og har derfor u23-landsholdet under sig. Ifølge ham er hele stridens kerne landstræner Siasia. Spillerne har fået løn, men landstræneren har ikke fået det hele endnu, forklarer han.

- Han skulle ikke være rejst med holdet. Der var ingen grund til at rejse med, spille de to første kampe og så bringe det her emne på banen nu. Han er ikke den eneste, der mangler at få udbetalt noget, siger ministeren til CNN.

Strejke eller ej. Nigeria har problemer nok i forvejen, mener landstræner Siasia. Især forsvaret volder problemer, siger han ifølge Africanfootball.com.

- Vi skal have rettet op på de fejl, vi har lavet i forsvaret. Hvis vi taber denne kamp, så skal vi hjem.

Danmark tørner sammen med Nigeria i den olympiske fodbold-kvartfinale klokken 21. Du kan se kampen på TV 2.