VIDEO Så er vi i gang! OL åbnet med svensk fodboldsejr

Sverige besejrede Sydafrika, da kvindernes olympiske fodboldturnering begyndte onsdag i Brasilien.

OL i Rio bliver officielt åbnet om to døgn, men onsdag blev der taget forskud på begivenheden, da den olympiske fodboldturnering for kvinderne blev skudt i gang.

Her lagde Sverige ud i det første opgør, hvor modstanderen var Sydafrika, og opgøret endte med en svensk 1-0-sejr.

Dermed topper Sverige Gruppe E med tre point, inden Brasilien og Kina tørner sammen senere onsdag.

Kampen blev spillet på Rio de Janeiros olympiske stadion, hvor der er plads til 60.000 tilskuere, men der var adskillige tomme pladser til kampen.

Svenskernes scoring faldt med et kvarter igen.

Sydafrikas målmand Roxanne Barker gik først skævt af et hjørnespark og fumlede derefter med bolden, inden Sveriges Nilla Fischer fik ram på bolden og scorede til slutresultatet.

Brasilien vil have guld

Opgøret var det første af seks kampe hos kvinderne onsdag i Brasilien.

I samme gruppe møder værtsnationen Brasilien senere Kina, hvor det forventes, at profilen Marta vil tiltrække stor opmærksomhed og flere tilskuere.

Målet er OL-guld for både de brasilianske kvinder og mænd i de olympiske fodboldturneringer, og det lægger den brasilianske angriber Cristiane da heller ikke skjul på, før Brasiliens kvinder skal i aktion.

- Selv om folk siger, at vi ikke nødvendigvis skal vinde guld, så føler jeg, at vi er forpligtet til at vinde, efter at jeg tidligere har vundet to OL-sølvmedaljer og været tæt på at vinde guld ved OL, siger Cristiane ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/