VIDEO Trods fænomenal dobbeltredning: Fiji taber 10-0 til Tyskland

Tyskland slog Fiji med 10-0 i OL's fodboldturnering. Freiburg-angriberen Nils Petersen scorede halvdelen af de tyske mål.

Tyskland er videre til kvartfinalen i OL's fodboldturnering for herrer efter en ydmygelse af Fiji i holdets sidste gruppekamp.

Tyskland vandt med de sjældent sete sejrscifre 10-0.

Freiburg-angriberen Nils Petersen, der har en fortid i Bayern München, scorede fem gange for tyskerne i nedsablingen af Fiji. Schalkes Max Meyer scorede tre mål, mens Arsenals Serge Gnabry blev noteret for de sidste to scoringer.

Med sejren avancerer Tyskland til kvartfinalen efter at have fået fem point i de tre gruppekampe.

Argentina ude

Det rækker dog kun til en andenplads efter Sydkorea, som sørgede for gruppesejren ved at slå Mexicos forsvarende OL-guldvindere med 1-0. Dermed er mexicanerne, der på forhånd var en af outsiderne til OL-titlen, ude af turneringen.

I kvartfinalen skal Tyskland møde Portugal, mens Sydkorea møder Honduras.

Tidligere onsdag røg Argentina ud af turneringen fra gruppen med Portugal og Honduras. De resterende to grupper - heriblandt Danmarks gruppe - afgøres natten til torsdag dansk tid.

/ritzau/