EM-vinder: Guldet i 2008 er stadig det største

Jesper Jensen er imponeret af håndboldherrernes præstation ved OL, men endnu har de ikke leveret det største resultat i holdets historie, mener han.

Jesper Jensen jubler efter sejren i finalen over Kroatien ved EM 2008. (Foto: © Lars Baron, 2008 Getty Images)

Guld vil altid trumfe sølv.

Derfor skal håndboldherrerne også slå Frankrig i OL-finalen, hvis de vil stå som ophavsmænd til det største resultat i holdets historie.

Det er i hvert fald den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensens vurdering.

- Man kan aldrig bytte den ud med en guldmedalje, men det (plads i finalen, red.) ligger lige under de to EM-guld. Hvis de vinder, så kommer den nok op og slår dengang vi vandt det første EM-guld i 2008. Det betyder alligevel noget at have stået øverst på skamlen.

Han lægger dog ikke skjul på, at han er imponeret over den danske indsats, som han fulgte på tv. Ikke mindst på grund af de seneste to skuffelser ved OL-turneringerne, hvor han selv var med til den første.

- Jeg synes faktisk, at det er ret stort, fordi vi ikke før har gjort det så godt ved OL. Både i 2008 og 2012 var vi større favoritter til at gå i finalen, end vi var den her gang.

- Det var godt at se Gudmundur prøve nogle forskellige spillere og finde ud af, hvem han skulle bruge. Det er det, han har fået lidt kritik for før. Og så det var dejligt at se, at Mikkel stepper op igen, og at Niklas til sidst, da det virkelig gjaldt, leverede.

Frankrig er til at tale med

Jesper Jensen nåede 120 landskampe og var med til at vinde det første store mesterskab til Danmark ved EM i 2008. Det var i de år, at Frankrig grundlagde sin storhedstid med sin første stor turneringssejr ved OL i Beijing.

Der er stadig tale om en frygtindgydende modstander, men ikke i helt samme grad som tidligere, mener han.

- Jeg synes ikke, at Frankrig er så gode, som de har været. Men de er selvfølgelig storfavoritter. I sådan nogle kampe er det individualisterne, der skal gøre det, og derfor var det også godt at se Kasper Søndergaard komme lidt i gang mod Polen. Ellers er det jo Mikkel Hansen og Niklas Landin, der skal trække det store læs i sådan en kamp, hvor begge hold kender hinanden så godt.

Finalen spilles søndag klokken 19 og kan ses, høres eller følges på DR.