De olympiske lege er et virvar af fristelser. Atleternes buffet bugner af sushi og McDonald’s-burgere, og fra morgen til aften er der mulighed for at se verdens bedste atleter i aktion – hvis man altså ikke selv er en af dem.
Det danske håndboldlandshold har i de første dage haft masser af muligheder for at lade sig forføre af det søde OL-liv. Men Jesper Nøddesbo og holdkammeraterne har været holdt i knort snor, fortæller han:
- Der er blevet meldt klart ud, at vi ikke kommer på sightseeing for at se Rio, fortæller stregspilleren, der også stadig venter på at se en anden arena end træningsbanen.
- Vi har nogle sportsevents, vi gerne vil ud og se. Det clearer vi med Gudmundur, og så tager vi den derfra. Lige nu har vi en enkelt basketkamp på programmet. Det er fint – så er der ligesom ro på den front også.
OL-leben giver energi
Det lyder umiddelbart kedeligt, men Nøddesbo har det faktisk fint med den begrænsede adgang til fristelserne.
- Det er en balancegang. En del af OL-oplevelsen er også at suge en masse af stemningen til sig. Den kan faktisk også give en masse energi. Men det er også et forstyrrende element, lyder det.
Danmarks håndboldlandshold træder ind i den olympiske turnering søndag aften mod Argentina. Derfra er der kamp hver anden dag, indtil Danmark forhåbentligt skal spille finale på OL’s sidste dag, 21. august.
Og mon ikke, at Gudmundur Gudmundsson kan overtales til at slippe spillerne løs et par gange undervejs. Det lyder i hvert fald til, at Nøddesbo håber på det – og at han og de andre spillere kan få brug for det:
- Hvis ikke du fik de oplevelser med, men bare sad og så håndboldkampe hele tiden, så ville man også hurtigt brænde ud.
OL-premieren Danmark-Argentina spilles søndag klokken 19:30. Opgøret sendes direkte på DR1.