Repræsentanter fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) skal i dag i et møde afgøre, hvorvidt Rusland skal udelukkes helt fra det kommende OL i Rio.
Indtil videre er 68 russiske atletikudøvere blevet udelukket, og nu står de andre sportsgrene for skud. Det kan betyde, at danske Kim Rasmussen, som er landstræner for det polske kvindelandshold i håndbold, må forkorte sin ferie, pakke kufferten og rejse til Rio.
Polen tabte nemlig kvalifikationen til OL til netop Rusland og kan meget vel være det land, der får Ruslands plads, såfremt Rusland bliver udelukket. Men selvom OL er en stor oplevelse, er det ikke et ønskescenarie for det polske landshold.
- Vi er umådeligt ringe stillet. Det er på grænsen til, at hvis ikke det var så stor en oplevelse, skulle vi ikke tage af sted. Der er ikke noget, der på papiret tyder på, at vi har en chance for at komme langt i turneringen. Alle de andre nationer har været i træningslejr i over fire uger, har vænnet sig til det nye spil og er i fysisk topform.
- Vi kommer i en ualmindelig hård gruppe og er bagud på point fra start af. Det minder jo lidt om fodboldlandsholdet i 92, og vores chancer er vel lige så gode, som de var dengang, siger Kim Rasmussen til DR Sporten.
Bør komme med
Kim Rasmussens har aftale med det polske landshold frem til efter OL, hvorefter han overtager styringen af det ungarske landshold.
Den danske succestræner troede derfor, at han kunne koncentrere sig om de nye udfordringer med Ungarn, men sådan skulle det altså ikke gå. Selvom danskeren ikke vil bruge alt for mange kræfter på at tænke på resultatet af IOC’s beslutning, mener han klart, at Polen bør sendes til OL.
- Jeg tager det helt roligt, men vi bør få pladsen. Vi var i Ruslands pulje, vi blev nummer fire til VM, og vi er det bedste placerede hold fra VM, som ikke er med til OL. Så jeg kan ikke se, hvordan de kan komme uden om os.
Alligevel maner han en smule til besindighed.
- Jeg har lært i den her branche, at man skal have det sort på hvidt, før man kan tænke over, hvad man skal gøre. Ellers kan man tænke sig halvt ihjel. Det er en lortesituation, det er der ingen tvivl om.
- Jeg prøver at nyde sommeren og er i gang med forberedelserne til mit job i Ungarn. Vi har faktisk vores første træningssamling under OL. Så der er nogle ting, der skal falde på plads, men indtil videre tager jeg det stille og roligt.
Hvis Rusland bliver udelukket, og Polen overtager pladsen, kommer de til at møde Holland, Sverige, Frankrig, Argentina og Sydkorea i OL's Pulje B.
