Der er godt nyt til Kasper Søndergaard og alle os, der holder med herrelandsholdet i håndbold.
Skjern-backen ser nemlig ud til at blive klar til OL, selvom han blev skadet i lørdagens testkamp mod Brasilien. Efter en række behandlinger er Søndergaard nemlig blevet skannet i dag mandag, og resultatet kunne være værre.
- Skanningen viste, at der ikke er tale om en stor forstrækning, men vurderingen er alligevel, at skaden sandsynligvis kræver to ugers pause. Søndergaard vil modtage behandling i landholdslejren i de kommende dage, og herefter har vi forhåbentlig en bedre fornemmelse af situationen, siger landsholdets fysioterapeut, Peter Poulsen i en pressemeddelelse.
Da OL først begynder den 5. august skulle der altså være en realistisk chance for at Kasper Søndergaard bliver kampklar inden da.
Han skal dog ikke regne med at komme til at spille i holdets sidste to testkampe, den 22. juli mod Tyskland og den 24. juli mod enten Frankrig eller Egypten.
