VIDEO Da Polens landstræner skridtangreb Gudmundsson

I nat står Gudmundur Gudmundsson igen over for Talant Dusjebaev, og de to har en historie, der går flere år og et klunkepuf tilbage.

Klunkepuf, løghug eller dask til klokkeværket.

Mange forskellige sprogbilleder har været brugt i beskrivelsen af det mest famøse møde mellem Gudmundur Gudmundsson og Talant Dusjebaev.

De to står i dag over for hinanden igen, når de på hver deres trænerbænk skal forsøge at nå OL-finalen. Islændingen Gudmundsson i spidsen for Danmark og spanieren Dusjebaev med ansvaret for det polske hold.

For efterhånden et par år siden kammede et møde mellem de to over i en mild form for håndgemæng, da islændingen efter en Champions League-kamp fik et slag i skridtet af sin iltre kollega.

Sammenstødet slår Gudmundur Gudmundsson i dag hen med et smil på læben.

- Jeg tænker overhovedet ikke på det. Det har ingen betydning. Vi skal bare have fuld fokus på vores eget arbejde, siger han.

Gal og genial

At Talant Dusjebaev overhovedet kunne finde på at give sig af med opførsel som man kender den fra skolegården, siger lidt om hans utilregnelighed, mener René Toft Hansen, der dog advarer mod at undervurdere ham af den grund.

- Nogle gange er han et geni, og andre gange tænker man, at han er rablende gal med det han udsætter sit hold for. Men man skal ikke tage fejl, for han er taktisk klog, og jeg er ikke i tvivl om, at Polen er godt indstillet på os, lyder det fra forsvarsstyrmanden.

Øverst i artiklen kan du se episoden fra den ophedede afslutning på Champions League-opgøret mellem Rhein-Neckar Löwen og Kielce.