VIDEO Guld-Blume til håndbold: Selvfølgelig vinder de guld

Pernille Blume er ikke i tvivl om, at Danmark kan slå Frankrig i herrernes håndboldfinale.

Pernille Blumes OL er slut. Med kæmpe succes i svømmebassinet. En medalje af guld og en af bronze.

Men den 22-årige svømmer er stadig i Rio, hvor hun blandt andet ser de andre danskere i aktion. Således også i nat, da de danske håndboldherrer triumferede i semifinalen mod Polen.

- Megafedt!, udbryder Pernille Blume, da svømmeren bliver spurgt om, hvad hun synes om kampen.

-Det var en sygt spændende kamp, siger Pernille Blume om håndbolddramaet, der måtte ud i forlænget spilletid, før Danmark var klar til finalen med en sejr på 29-28.

I morgen venter storfavoritterne Frankrig i finalen. Favoritter eller ej, Danmark vinder, spår Pernille Blume.

- Ja, selvfølgelig gør vi det. Det satser vi i hvert fald på. Alt kan ske i en finale, og nogle gange kan man overraske positivt, siger svømmeren, som selv overraskede stort med sin guldmedalje på 50 meter fri.

Pernille Blume er indtil videre den eneste danske guldvinder ved de olympiske lege i Rio. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)