- Det må ikke gå galt nu.
Sådan lød det fra DR Sportens kommentator Jens Jacob Juulsager med 35 sekunder tilbage af OL-håndboldfinalen mod Frankrig. Og det gik ikke galt for de danske håndboldherrer.
Få sekunder senere lå bolden nemlig bag Thierry Omeyer i det franske mål, og så gik det for alvor amok i kommentatorboksen.
- Jaaa, Mads Mensag Larsen, Danmark bliver olympiske mestre. Vi har nedbrudt den franske Triumfbue, udbrød Jens Jacob Juulsager, da sejren var hjemme.
Kampen endte 28-26 og de danske håndboldherrer fik for første gang nogensinde en OL-medalje om halsen - og så af guld.
I videoen øverst i artiklen kan du se de fantastiske scener fra kommentarboksen, da det står klart, at Danmark vinder OL-guld.