Emma Aastrand Jørgensen stod for en af dagens helt store danske overraskelser, da hun nappede sølvet i 500 meter enerkajak.
Hun var selv tilfreds med en plads i top fem, så glæden var stor hos den 20-årige roer.
- Det er helt vildt, det er meget specielt at komme på podiet, sagde Emma Aastrand Jørgensen, da hun havde fået overrakt medaljen.
Der skulle målfoto til, før afgørelsen blev fundet. Så det blev en nervepirrende eftermiddag for danskeren.
- Jeg var faktisk nervøs fra starten, men tænke at jeg bare må ro mit eget løb. Jeg prøvede at holde fokus og gik hårdt ud de første 300 meter, og så er det bare at overleve hjem. Jeg måtte æde mig selv så godt som muligt, og det lykkedes, sagde en glad Emma Aastrand Jørgensen.
Skal være klar til firerkajak
Da hun var nået over målstregen, gik det et stykke tid, før hun var klar over, at sølvet var hjemme.
- Jeg lå lang tid og kiggede ned i kajakken og tænkte, bare det bliver top fem, for det var jo det, jeg gerne ville. Da jeg hørte, det var sølv, tænkte jeg, er det nu rigtigt, lød det fra den overraskede dansker.
Emma Aastrand Jørgensen skal ro firerkajak i morgen, så det bliver en behersket fejring af medaljen i aften.
- Jeg tænker, at det helt klart skal fejres på lavt plan - vi får nok lige en sodavand, sagde Emma Aastrand Jørgensen.