René Holten kniber sig med i finalen

René Holten Poulsen var langt fra overbevisende, da han roede sig i finalen i enerkajak.

Som regerende verdensmester er forventningerne store til René Holten Poulsens OL, og han svigtede ikke mandag, da han kvalificerede sig til finalen i 1000 meter enerkajak.

Men det skete overraskende kun på yderste mandat i semifinalen. Her blev den danske favorit blot nummer fire, og det var kun de fire bedste, der gik videre. Afstanden til nummer fem, ungarske, Balint Kopasz, var ganske lille.

René Holten Poulsen kom tidligere mandag ellers sikkert videre til semifinalerne. Han vandt sit indledende heat i sikker stil.

Finalen finder sted tirsdag eftermiddag.

/ritzau/