Den danske firerkajak med Emma Aastrand Jørgensen, Ida Villumsen, Henriette Engel Hansen og Amalie Ringtved Thomsen roede sig lørdag til en sjetteplads i OL-finalen i Rio.
Og det resultat er de danske kajakkvinder rigtig tilfredse med.
- Vores målsætning var en finaleplads, og derfra var der 'fri leg'. Jeg synes, vi klarer den her opgave sindssygt godt, så jeg er stolt af vores præstation, lød det fra Emma Aastrand Jørgensen, der tidligere på ugen vandt OL-sølv i 500 meter enerkajak.
Også det rutinerede islæt i den danske firerkajak, 34-årige Henriette Engel Hansen, var tilfreds med finaleløbet og OL-præstationen generelt.
- Jeg er allermest tilfreds med Emmas (Aastrand Jørgensen red.) sølv, men jeg er også mega glad for firerkajakkens placering som sekser. Det var noget, vi kun havde turde drømme om før OL, lød det fra Henriette Engel Hansen.
Se hele interviewet med firerkajakken i videoklippet øverst i artiklen.